46 tajnens Mund, da Direktøren modvillig oversatte Spørgsmaalet. Men neppe havde Hellwig udtalt, før Wladislaw styrtede hen til Frederik og slyngede begge Arme om ham. »Du skulde have gjort det? — Du?« udbrød han dirrende af Ophidselse. »Nej, nej, du er ingen Tyv, du har aldrig gjort det. Vel, Far, du tror det heller ikke?« Kaptajnen havde overrasket set op, da han fattede, hvad det gjaldt. »Nej, Wladislaw,« svarede han nu hjerteligt, »aldrig i Evighed vil jeg tro, min Redningsmand er Tyven. Ja, Hr. Martens, alene det, at han selv kaldte mig tilbage til Livet, maa dog hindre en saadan Mistanke.« Politibetjenten rystede paa Hovedet. »En Tyv er ingen Morder, og i mange Tilfælde vilde en Forbryder maaske netop gøre dette af Snuhed — for at aflede Mistanken, fatter De.« »Og jeg,« udbrød Direktør Hellwig med hævet Røst. »Jeg kan kun gentage, Hr. Martens, hvad jeg allerede før sagde Dem: Paa Frederik Werners Ærlighed tør jeg aflægge Ed.« »Gør det ikke, Hr. Direktør,« imødegik Martens med Eftertryk. »Det onde findes mange Gange hos Mennesker, hvor man mindst venter det. Den Erfaring gør man desværre, naar man i tyve Aar har været i Politiets Tjeneste. Derfor gentager jeg: Saalænge der ikke er sort paa hvidt for Werners Uskyldighed, synes det mig ikke umuligt, at han kan være skyldig; og jeg vilde øjeblikkkelig an-