62 »Jeg lod Dem jo selv føle uden paa og tog det ud for Deres Øjne,« lød Svaret. »Det vil De vel ikke nægte?« »Jeg er uskyldig! Jeg ved ikke, hvordan Ravet er kommet der,« næsten skreg den ulykkelige Dreng. Opsynsmanden saa medlidende paa ham. Han kendte Familien Werner og vilde nødig tro det værste. »Det skulde glæde mig for Deres stakkels Forældres Skyld, dersom De kan bevise det,« tog han atter Ordet; »men det var mærkeligt, at De netop i Dag vilde slippe fra Undersøgelsen. Jeg er naturligvis nødt til at melde det hele.« Frederik stønnede. — Det stod ham klart, hvor meget denne lille Tildragelse vilde styrke Mistanken til ham. Blev han regnet for skyldig her, vilde man ogsaa tro ham skyldig i Tyveriet fra Kaptajnen. Ingen i Jollen mælede et Ord; først da man naaede Land, talte Opsynsmanden atter til den unge Dykker. »Nu gaar jeg til Direktøren for at melde det forefaldne. Imidlertid maa De ikke fjerne Dem fra Deres Faders Hus. Giv mig Deres Haand derpaa!« Stum og med nedslaaede Øjne rakte Frederik ham Haanden. Opsynsmanden trykkede den hjerteligt. »Havde jeg ikke selv oplevet det, Werner, jeg havde aldrig troet det! Og jeg haaber ogsaa, det vil opklares, hvorledes det er gaaet til.« »Jeg ved ikke, hvordan man skal komme til Bunds i den Sag,« mumlede Frederik sørgmodig.