78 Werner, det skulde gøre mig ondt, blev jeg nødt til at bruge Magt.« »Det skal ikke blive nødvendigt, jeg gaar godvillig med Dem.« »Det var Ret,« mente Martens og gik efter sin Fange op imod Ravbyen. Da lød et Raab bag ved dem. »Hr. Betjent, Hr. Betjent, De maa komme straks. Der er hændt en stor Ulykke ude i Klitterne, et Menneske er styrtet ned.« »Hillemænd,« udbrød Martens og rettede sig. »Skaf mig hurtig en Hest fra Kroen.« Han vendte sig mod Frederik og saa forskende paa ham. »Hvad skal jeg nu gøre ved Dem, Werner?« Ynglingen smilte sørgmodig. »Jeg skal saamænd ikke løbe bort. Finder De mig ikke hjemme, saa er jeg ude at dykke.« »Saa er det afgjort,« udbrød Betjenten lettet. Derpaa skiltes de. Frederik gik hurtig henimod sit Hjem, mens de nysgerrige, der havde samlet sig om ham, nu fulgte med Martens for nærmere at høre om den store Ulykke. Netop som Frederik vilde gaa ind, hørte han sit Navn blive nævnet. Det var Viktor, som stod bag ved ham. Noget i Drengens Aasyn gjorde Frederik ængstelig, og for et Øjeblik glemte han sin Vrede over Kammeratens Aabenmundethed. »Men Viktor, er du stadig syg? Du ser forfærdelig daarlig ud.« »Nej, Frederik, jeg er ikke syg mere og selv om saa var, er der ikke Tid til at ænse det nu.