- Project Runeberg -  Realisme og Realister : Portrætstudier og Aforismer /
86

(1879) [MARC] Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Løse Portrætstudier af vore nye Forfattere - J. P. Jacobsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

86
Aar. Han havde ingen Paryk, han bar sit eget Håar, og det
var stort nok til det, gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt
var saa dejligt som en Piges, hvidt og rødt, og Øjnene var
store, blåa og stille.» Maries Forhold til den attenaars Yngling
er dunkelt; hun elskede, siger Digteren, at klage ham sin Smerte
i halvt forblommede Ord, at dele sin Kummer med ham uden
at lade ham forståa den. Hun havde forandret sig meget fra
Lykkens Dage. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte Aar, men
den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et mærkværdig
stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik Fre
derik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
fremfor alt i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge,
han skulde være hende som en Gud paa Jorden, at hun med
Kjærlighed og ydmygt kunde tåge af hans Hænder Godt og
Ondt, alt som hans Valg var, og nu havde hun i et Øjebliks
Forblindelse tåget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang
var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver
umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet
paa sig seiv. Hun væmmedes ved sig seiv for hin stakkels
Kjærlighed og gav den lave Skændselsnavne. Disse Læber,
som havde kysset ham, gid de maatte visne, disse Øjne, som
havde smilet til ham, gid de maatte dummes, dette Hjerte,
som havde elsket ham, gid det maatte briste. Hver Evne
i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
hver Følelse, • hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet
al Tillid til sig seiv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden
der lyste intet Haab for hende i Fremtiden.
Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 15:55:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/realisme/0104.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free