Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Frankrigs Literatur - Emile Zola - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Men jeg har, sagde hun triumferende. Jeg har hun
drede tusinde Francs. Det gaar altsammen.
Hun tog Afstaaelses-Dokumentet, som hendes Mand havde
givet hende i det løse Haab, hun skulde forandre Beslutning, op
af Spejlskuffen. Hun lagde den hen paa Toilettebordet, tvang
Maxime til at give hende en Pen og et Blækhus, som stod i
Sovekamret og idet hun skubbede Sæberne væk, underskrev hun
Dokumentet.
Ser du, sagde hun, nu er det gjort. Nu vil jeg seiv,
seiv om jeg bliver bestjaalen derved. Vi tåger hen til Larsenneau,
inden vi gaar til Jernbanen. Nu vil jeg lukke dig inde, Maxime,
og nåar alle Gæsterne er borte, redder vi os gennem Haven.
Vi behøver ikke engang at tåge Kufferter med.
Hun blev glad igjen. Dette henrykkede hende. Det var
en sidste Extravagance, en Afslutning, som under hendes Feber
hede syntes hende original. Det overgik langt hendes Ønske om
at kunne rejse i Luftballon.
Hun slyngede sine Arme om ham og mumlede:
Jeg var ond imod dig før, min lille søde. Det var der
for, du ikke vilde. Men nu skal du se, hvor det vil blive dej
ligt. Kunde den Fuklede elske dig saadan, som jeg elsker dig?
Hun er jo ingen Kvinde, den lille Mulatpige.
Hun 10, hun trak ham til sig og kyssede ham paa Munden.
Saa fik en Støj dem til at vende Hovederne om. Saccard stod
paa Tærskelen.
Der blev en skrækkelig Taushed. Langsomt tog Renée sine
Arme bort fra Maximes Hals; men hun sænkede ikke Panden,
hun blev ved at sé paa sin Mand med store, stive Øjne ligesom
en Døds; den unge Mand skælvede sønderknust, skrækslagen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
