Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkeretlige Tvangsmidler.
373
saalangt gaar den norske Straffelov af 20 Aug. 1842. Den
indeholder ingen almindelig Hjemmel til at straffe en norsk
Undersaat for at have formaaet en fremmed Magt til at
indblande sig i Norges indre Anliggender. Strafbar bliver han
forst, naar han har formaaet eller søgt at formaa den fremmede
Magt til at paaføre de forenede Riger Krig, Straffelov Cap. 9— 2,
eller Hensigten med Henvendelsen til den fremmede Magt er at
bringe nogen Del af de forenede Riger under fremmed
Herredømme, kuldkaste eller ved ulovlige Midler forandre
Statsforfatningen i noget af Rigerne, eller tilføje Kongen eller nogen
til Thronerne arveberettiget Prinds visse Retskrænkelser af den
groveste Art, Straffelov Cap. 9 —- 1 jvfr. 32. Disse Bestemmelser
ere aabenbart ufyldestgjørende.
2. Den vigtigste af alle Souverænitetsfunktioner,
Myndigheden til at erklære Krig, er forbeholdt Kongen alene, endog i
Norge. N. G. § 26 og Rigsakten £ 4 sige nemlig, at Kongen,
naar begge Rigers Statsraad have afgivet de der omhandlede
Betænkninger om, hvorvidt Krig bør begyndes, har Ret til at
tage og udføre den Beslutning, han anser gavnligst for Staten.
Beslutter da Kongen at begynde Krig, saa kan han til
Udførelsen af denne Beslutning uden Samtykke fra nogen af
Nationalrepræsentationerne anvende hele den svenske Krigsmagt og
de i S. R. F. § 63 omhandlede Kreditiver samt den norske
Flaade, Roflotillen undtagen. Til at anvende denne og den
norske Liniearmé vilde han vistnok, som nys sagt, behøve
Storthingets Samtykke. Men selv om dette allerede var forlangt
og nægtet, vilde Nægtelsen ikke betage Kongen hans Ret til
at begynde Krigen.
3. Det har undertiden været sagt, at Kongen, da han har
Ret til at beslutte Krig, altsaa at anvende det kraftigste
folkeretlige Tvangsmiddel, ogsaa maa have Ret til at benytte de
mildere Midler, Retorsion og Repressalier.1 Men dette er kun
tildels rigtigt.2 Har en fremmed Magt forurettet noget af
Rigerne, maa Kongen vistnok i Almindelighed have den sæd-
1 Holck, I, 275; Aschehoug. II, 338.
2 Matzen. III. 183 -187.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
