Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trykkefriheden i Sverige.
393
andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen,
Sædelighed eller de konstitutionelle Magter, Modstand mod
disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende
Beskyldninger mod nogen. Frimodige Ytringer om Statsstyreisen og
hvilkensomhelst anden Gjenstand ere enhver tilladt.1
Ved denne Forskrift ansaas ikke den ældre Fr. om
Trykkefriheden af 27 Sept. 1799 ophævet i dens Helhed. Forsaavidt
Forordningens Bestemmelser ikke kom i Strid med Grundloven,
forblev de altsaa i Kraft, N. G. § 94. Nogen ny Lov om Pressens
Brug er ikke given, men en Del af Forordningens Bestemmelser
er afløst af Straffelovens Kap. 25 om Forbrydelser i trykt Skrift.
N. G. § 100 giver ikke som S. R. F. § 86 nogen Definition
af, hvad Trykkefrihed er, men antyder dog, hvad der i sig
selv er klart nok, at den indbefatter Retten ikke blot til at
trykke, men ogsaa til at offentliggjøre det trykte Skrift.
Rettigheden hertil er sikret Udlændinger saavel som Indlændinger
og omfatter Indførsel af Skrifter trykte i andre Lande.
Rettigheden er ubetinget og kan ikke gjøres afhængig af, at Skriftet
forud godkjendes af nogen offentlig Autoritet, eller at noget
Exemplar før Udgivelsen indsendes til en saadan. Ej heller kan
det paalægges Forfatteren at navngive sig, eller forud at stille
Kaution for Bøder og Erstatningsansvar, han ved Skriftet maatte
paadrage sig.
Den anførte Paragraf har ikke ladet sig nøje med at give
Trykkefriheden grundlovmæssig Hjemmel, men ogsaa forsøgt at
bestemme, under hvilke Betingelser Indholdet af et Skrift skal
kunne straffes. Naar den tillader at sætte Straf for Ringeagt mod
Religionen, Sædelighed eller de konstitutionelle Magter, har den,
som Paragrafens sidste Led viser, ikke til Hensigt at hindre en
frimodig og sandhedsøgende Prøvelse af religiøse Lærdomme eller
offentlige Institutioner, men kun Haansytringer mod Religionen
eller de konstitutionelle Magter, det vil sige Konge, Storthing,
Højesteret og Rigsretten. Tog man Paragrafen paa Ordet, skulde
Lovgivningen være uberettiget til at sætte Straf for Haansord
mod andre, saafremt de ikke indeholde falske og ærekrænkende
Beskyldninger mod dem. Men dette kan fornuftigvis ikke have
været Meningen. Lovgivningen har derfor anset sig berettiget
1 Stang, Side 565 — 572; Aschehoug, III, 20 — 25.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
