Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
§ 16. Om Vanhjemmel.
den umiddelbare og middelbare Skade kunne fordres erstattet,
som kan ansees for at være en regelmæssig og forudseelig Følge
af Vanhjemmelen.1 Omkostningerne ved Vindikationssøgsmaalet
ville i Almindelighed gaa ind under Erstatningsansvaret; dog kan
denne Regel ikke komme til Anvendelse, naar Erhververen mod
Overdragerens Protest indlod sig i en ganske unødig Proces.
Ovennævnte Sætninger antages for svensk Rets Vedkommende at
være i Overensstemmelse med Lovens Forskrift om, at
Hjemmelsmanden skal erstatte «all skada», J. B. 11 — i.
Om Maaden, hvorpaa Tingens Værdi skal bestemmes i
Henseende til Erstatningsspørgsmaalet, have forskjellige Meninger gjort
sig gjældende, naar Overdragelsens Gjenstand er en Fordring.2
Det har nemlig været antaget, at det af Cessionarius erlagte
Vederlag bør lægges til Grund ved Erstatningens Fastsættelse, idet dette
netop skulde udtrykke, hvad Parterne erkjende for at være
Fordringens Værdi. Selvfølgelig kan Cessionarius altid kræve
Vederlaget tilbage, selv om Fordringen skulde antages i Virkeligheden
at være mindre værd. Men den nævnte Opfatning kan ikke
billiges, forsaavidt deraf maatte flyde, at Vederlaget skulde
betegne en for Cessionarius bindende Værdiansættelse af
Fordringen. Den i Vederlaget for Fordringen fra Cessionarens
Side indeholdte Ansættelse antages i det Høieste at vække en
Formodning om Størrelsen af den virkelige Værdi. Den
Skadelidende synes ligesaalidt her som ellers at kunne være afskaaret
fra at bevise Skadens sande Omfang. Derimod er man formentlig
gaaet for vidt, naar man i Modsætning til den foran anførte
Anskuelse har lært, at Maalestokken for Tabet maatte søges i
Fordringens paalydende Beløb, saalænge Andet ikke blev oplyst
af Cedenten. Thi den Omstændighed, at Fordringen nominelt
overstiger den derpaa satte Pris, synes ikke i og for sig alene at
være tilstrækkelig til at fritage den Skadelidende fra den ham
naturlig paahvilende Bevisbyrde.
Vanhjemmel kan endvidere have den Virkning, at Erhververen
bliver berettiget til at forlange Retshandelen hævet og det af
1 Se Gram II, i, S. 222—225, Schrevelius II, S. 414—415, Lassen, Alm.
D. S. 167—168.
2 Se Gram II, 1, S. 298 -299, Hallager-Aubert I, S. 93, Lassen, Alm.
D. s. 203—204, Bergh 1. c. S. 293 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
