- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
439

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

43« § 124- Tilbagesøgning af erlagt Ikke-Skyld.



naar Modtageren burde se, at Ydelsens Erlæggelse var
begrundet i Yderens urigtige Formening om dertil at være pligtig,
uden at der formentlig er Grund til, saaledes som af flere
Forfattere gjort, 1 at opstille nogen Skjelnen, eftersom Feiltagelsen
er af juridisk eller faktisk Art. For svensk Rets Vedkommende
kan mærkes Kgl. Frd. om Utsökningslagens inforande io Aug.
1877 § 10, 5, som udtrykkelig bestemmer, at Feilregning ikke
er Betaling, men at der er Adgang til Berigtigelse. Hvor det
imidlertid er Yderens egen Sag at skaffe de Oplysninger,
hvoraf det skal fremgaa, hvorvidt han skylder Ydelsen eller ikke,
eller hvor overhovedet Yderen paa Grund at sin særlige
Stilling eller af andre Grunde er nærmere til at søge at
undgaa Feiltagelsen end Modtageren, vil man vistnok nægte
Tilbagesøgningen, idet Modtageren her maa være berettiget til i
Erlæggelsen at se en paalidelig Oplysning om, at det Erlagte
virkelig skyldes.2 Forøvrigt vil ogsaa Erlæggerens senere
Adfærd, saasom hans langvarige Undladen af at gjøre sin Ret
gjaldende, kunne opfattes som en lignende Erkjendelse og
altsaa betage ham Tilbagesøgningsretten.3

Forsaavidt Betingelserne for Tilbagesøgning efter det
Anførte ere tilstede, og det gjælder legemlige Gjenstande, der
endnu findes individualiserede i Modtagerens Værge, kan
Overdrageren ligefrem tilbagesøge selve Gjenstanden. Hvor
derimod ikke Gjenstanden findes individualiseret i Modtagerens
Værge og der altsaa kun kan blive Tale om et personligt Krav,
synes man tilbøielig til at indskrænke Kravet saaledes, at ikke
den overdragne Tings Værdi, men alene den gjennem
Modtagelsen vundne Fordel, skal erstattes Yderen, forudsat
naturligvis, at Modtagerens Forhold ikke er svigagtigt. Som
Følge heraf vilde altsaa Kravet bortfalde, naar Tingen er
tilintetgjort eller forbrugt paa uproduktiv Maade.4 Denne Lære er

1 Hallager-Aubert II, S. 598 ff.; herimod Gram II. 2. S. 814, se dug
tildels S. 815 —817, Lassen, Kvasi-Kontrakter S. 119. Schrevelius synes heller ikke
at gjøre nogen Forskjel paa faktisk og juridisk Feiltagelse.

2 Gram II, 2, S. 819, Lassen, Kvasi-Kontrakter, S. 118.

3 (jram II, 2, S. 819—820, Ilallager-Aubert II, S. 601.

4 Ørsted i Nyt jur. Arkiv XIV, S. 282 -284. Jfr. Gram II, 2, S. 820,
Hallager-Aubert II, S. 612, O. Platou i N. Retstidende 1879, S. 643 — 647.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0457.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free