- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 3. Den nordiske strafferet. Speciel Del ved C. Goos /
377

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

§ 6g. Ærekrænkelser.

377

bortset fra, at der da mulig kan foreligge en anden grovere
Forbrydelse.

Hvad der giver den Beføjelse, som frier for Straf, har d. Sti.
ikke nærmere angivet, eller i al Fald kun ubestemt antydet.
Der er imidlertid hverken i Teori eller Praksis Tvivl om, at
Beføjelse har først og fremmest den, der kan føre Bevis for sin
Sigtelses Sandhed. Der er derhos ingen anden Indskrænkning
med Hensyn til de Midler, der staa paagældende aabne til at
føre Sandhedsbevis, end den, der følger af den civile
Proces-maades Anvendelse. Udelukket er Adgang til at føre
Sandheds-bevis kun, naar saadant maa siges hjemlet ved et særligt offentligt
eller privat Retsforholds Medfør, fordi Sigtelsen krænker et andet
Retsgode end den private Æreret, hvorhos erindres, hvad der
under Nr. i er bemærket om de Tilfælde, hvor Sigtelsens
Indklædning ikke dækkes af dens Berettigelse som Sigtelse. Men
ogsaa, uden at Sandhedsbevis kan eller behøver at føres, kan en
straffriende Beføjelse foreligge. Det er erkendt, at Bevis ikke
kan kræves af den, der i Medfør af en lovhjemlet Pligt udsiger
det ufordelagtige om en anden, som han tror at vide, jfr. An. af
31 Juli 1739 § 9. Det er ligeledes erkendt, at der ikke kan
kræves Bevis for Beskyldninger, der i Tro paa Sandheden
fremføres til berettiget Varetagelse af eget eller andens Tarv. Dog
har det Hjemmel i An. af 19 Maj 1741 § 9, at den, der
fremfører Sigtelser i Form af Angivelse til offentlig Myndighed eller
ved privat Paatale, maa have «lovlig og tilstrækkelig Grund til
Mistanke og vis Formodning». At Straffrihed endda efter
Omstændighederne kan indtræde, skønt Bevis i det først nævnte
eller Bestyrkelse i det sidst nævnte Tilfælde glipper, følger af
Forsætsbetingelsen. Men dertil er det da ikke nok, at
vedkommende har troet paa Sigtelsens Sandhed; han maa endvidere have
troet, at han kunde lovlig bevise eller bestyrke sine Sigtelser1.

I Modsætning til d. Sti. behandler n. Sti. de Sigtelser, der
fremsættes til den sigtede alene, ganske som Ringeagtsytringer.
Budene i Kap. 17 §§ 5 og 6 angaa ikke saadanne Sigtelser,
hvorfor der heller ikke ved dem er hjemlet særlig Adgang til
Sandhedsbevis. En anden Sag er det, at ifølge almindelige
Hensyn Sandheden ogsaa her borttager Retstridigheden, naar

1 Goos I S. 244 o. ff

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:34 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/3-2/0393.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free