Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
§ 21. Om Udeblivelser.
§ 20. Om Udsættelser.1
Den skildrede Procesmaade medfører en hyppig Brug af
Udsættelser (Anstande) og den deraf følgende Langsomhed er en
af den gjældende Procesmaades største Brøst. At Udsættelse i
Reglen uden videre Vanskelighed faaes, naar Modparten ikke
protesterer derimod, kan ikke kaldes en Feil eller Mangel i
Pro-cesmaaden; thi det er en naturlig Følge af Parternes vidtstrakte
processuelle Raadighed over Sagen. Kun bestaaer der, naar
Sagen føres af Sagførere, visse lovbestemte Begrændsninger i
Adgangen til at faae Udsættelse, uden at nogen Grund hertil
angives, dansk-norsk Fr. 3 Juni 1796 § 7, hvortil for
Danmarks Vedkommende maa føjes Fr. 16 Januar 1828 § 4,"
men disse Bestemmelser have kun ringe praktisk Betydning,
da det altid er let at angive en Grund, naar dennes
Rigtighed ikke prøves. Hovedmanglen er derimod den, at det er
vanskeligt for den Part, der ønsker Sagen fremmet, med Nytte
at modsætte sig, at Modparten udhaler Sagen ved mere eller
mindre ufornødne Udsættelser. Grunden hertil maa for en Del
søges i Procesmaadens hele Indretning. Dommeren kan under
Sagens Gang kun lære denne at kjende ved at standse Proceduren
og derved faae Lejlighed til at gjennemlæse Indlægene m. v., og
selv herved er det vanskeligt for ham paa Sagens tidligere Trin
at skaffe sig Klarhed i den. Naar der under Proceduren
opstaaer Spørgsmaal om Udsættelse for at føre et eller andet Bevis
eller foretage en eller anden processuel Handling, kan Dommeren
ofte ikke have nogen begrundet Mening, om dette virkelig
behøves, og han er da nødt til at indrømme Udsættelse i alle
Tilfælde, hvor det ikke er klart, at den er ufornøden, hvad
naturligvis kun sjeldent er Tilfældet. Hertil kommer, at Praxis vistnok
mere end nødvendigt har givet efter for den i Systemet liggende
Fristelse til at bevilge Udsættelser uden egentlig Undersøgelse af,
om de ere nødvendige.3
Med disse Vanskeligheder har Lovgivningen forgjæves kæmpet
’ Nellemann II § 36—42, p. 142 ff., Bang og Larsen § 148—156, II p. 298,
Schweigaard I § 70, 71, p. 264 ff., Lasson I, p. 341.
3 Nellemann II § 37, p. 144, Schweigaard I § 70, p. 265.
3 J. Bergh Om Udsættelsesvæsenet i den norske civile Rettergang,
Ugeblad for norsk Lovk. 1870, p. i, 489, 505.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
