Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23. Uvnek, Angakok i Godthaabs-Fjord. — Amarsiniok og Kuinasarinok, farlige Uhyrer - 24. Ajagutarsuk og Ularpana, deres Væddestrid som Angakut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
maningen have kaldet denne tor sig, fortalte Ingersuakken, som
tillige var en Storfanger, følgende: »endelig har jeg da fundet en
Ligemand blandt Dagslysets Børn, nemlig en Beboer af Karusuk, kun et
Menneske. Jeg pleier nemlig altid at ledsage ham naar han gaaer
til Kangek paa Alkejagt, og ligeledes følger jeg ubemærket efter ham,
naar han om Aftenen vender tilbage, og naar det da blæser en haard
Nordostvind og vi komme til de korte Søer, pleier den ene af os
ikke at kunne følge med.« Alt dette havde hiin Mand fra Karusuk
slet intet vidst af, nemlig at saaledes nogen hemmeligen havde
kappedes med ham, men Uvnek forklarede ogsaa dette, og
Karusuks-Manden mærkede nu først, at han ikke havde sine Ligemænd blandt
Menneskene, men kun blandt Ingnersuit. Der fortælles om dçnne
Mand, at han havde sin Fiskeplads udenfor Amituatsiait paa en uhyre
Dybde, saa at hans Kajak netop kun kunde bære den Fiskesnøre,
som han behøvede. Naar han mærkede Bid, halede han stødviis op,
og naar ban mærkede, at Fisken nærmede sig til Overfladen, roede
han hurtig bort, hvorpaa Fisken kom op af sig selv som en stor
ud-pustet Blære. Thi disse Fisk vare Rødfisk, af Størrelse som unge
Sælhunde, og han frygtede derfor at de skulde dukke op under hans
Kajak. Ingen anden forstod at fange disse Fisk, hvorfor Nogle ogsaa
kaldte dem Karusuks Storfangers Fisk.
24. Aj ag u tar s uk og Ulorpana, deres Væddestrid som
A n ga kut. (Efter den mundtlige Fortælling). Der var engang to
gamle Mænd, begge blot Ulketiskere, som boede i Nærheden, af
hinanden, hver paa sin Plads. Den nordligst boende var meget
kappelysten, og engang da. de mødtes, sagde han til den anden, at de
skulde see, hvo af dem der først fik en Søn. Deres Koner fødte dem
da ogsaa hver en Søn, den Kappelystnes blev kaldet Ajagutarsuk og
den andens Ularpana. Atter sagde de engang, at de skulde see,
hvo der kunde opdrage sin Søn til den største Fanger. Ularpana
blev da allerede fra ’ganske lille af øvet vel af sin Fader, allerede
kort efter at han havde faaet Kajak kunde han fange Sælhunde, og
hans Fader begyndte da at leve i Overflødighed. Senere blev han
til en stærk Fanger. Da mødtes de Gamle atter engang igjen, og
den Kappelystne sagde: »min Søn er da nu bleven til en mægtig
Storfanger, hvorledes gaaer det med din?« Den anden svarede: »aa,
han fanger jo rigtignok, men det er da kun saadan engang imellem.«
Han lod nemlig, som om hans Søn var middelmaadig, skjøndt han var
langt dueligere end den andens. Da de skiltes ad, sagde den
Kappelystne: »lader os see, hvo af os der kan faae sin Søn til at blive
den største Angakok,« Den anden svarede blot ganske kort: »ja lad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
