Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 82. En Angdlartugsiak bortskræmmet ved Døbte - 83. Pivfarik, som beskjæmmedes af den lille Kavdlunak - 84. Sagnets Eier, som ihjelskræmmede Fortællerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
kunde reise med hende. Først da Isen begyndte at lægge sig vilde
de hytte bort med hende, men saa døde hun. Ilendes Grav
hndes ligeoverfor Inosulikasik; da den endnu var ny, kom hun
hyp-pigen frem. Mange havde seet hende omtrent som en Ørn sidde
ovenpaa Graven, og hendes Stemme sige de, lød som en Maages.
83. (Uddrag). Pivfarik, Søn af Ulajuk, var en meget kaad
og uforskammet ung Mand. Han opholdt sig med flere Andre paa
Kitigsut-Øerne om Foraaret, da Kjøbmanden (fra Godthaab) kom
derover for at indhandle Spæk. Denne havde en Tjenestekarl med
sig, som de kaldte Naparsissunguak, og som han holdt meget af paa
Grund af hans Duelighed. Men da han var lille og saae bleg og
beskeden ud, gik Pivfarik hen til ham i Alles Paasyn, greb ham i Nakken
* rystede ham dygtigt og sagde, idet han saae ham lige i Ansigtet og
pegede paa ham: »see, det er en rigtig Kjæmpekarl,« hvorpaa han
gav sig til at skoggerlee. Den lille Kavdlunak tog ikke til Modværge,
men vexlede kun nogle Ord med Kjøbmanden. Da de havde handlet,
opfordrede denne Mændene til at prøve Kræfter paa Narparsissunguak,
dog uden Vrede. Da nu Narparsissunguak havde prøvet at brydes
med dem Alle og havde kastet en efter den Anden til Jorden, saae man
sig om efter Pivfarik, men denne var forsvunden. Endelig fandt man
ham skjult i en Klippehule ved Stranden, hvor Høivandet nær havde
naaet ham. Hans Broder, Katimartok, vendte sin Harpun om og kastede
ham med den stumpe Ende mellem Skuldrene, hvorover han peb al
Smerte, og lærte senere at opføre sig fornuftigt.
84. Sagnets Eier. Akortalik drog ud paa Bærsamling i
Selskab med lutter Børn. Da de havde plukket Bær og sadde om
Aftenen i Teltet, begyndte de at fortælle Sagn. Akortalik bad dem
lade være, idet hun paastod, at ogsaa Sagn havde deres Eiere. Men
de gjorde Nar ad hende og vedbleve at fortælle. En af dem begyndte:
»Den mellemste af mange Brødre havde en god Ven. Engang blev
hans Søn syg og døde. Derover bleve hans Forældre meget
bedrøvede—.<• Videre kom han ikke men blev afbrudt ved Spørgsmaalet:
»var der nogen som gik ud af Teltet.« Men ingen af dem manglede.
Da begyndte de at blive meget bange, og tilsidst ganske tause.
Derpaa hørtes nogen at slaae paa Baaden derudenfor. Akortalik
bedækkede sit Ansigt for ikke at ihjelskræmmes. Hun hørte noget
komme ind i Teltet og gaae omkring til dem alle. Da det kom til
hende holdt hun ogsaa sin Aande tilbage og lod som om hun var død.
Hun var nær ved at kvæles, da hun hørte det gaae ud. Da hun
aabnede Øinene, sadde alle hendes Ledsagere med udspilede Øine og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
