Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
m!
joet Jan 24/07.
A at
TTER og atter har det svundne Aarhundrede forsøgt
at vække Middelalderens Ridderromantik op til nyt
Kunstliv. Først de tyske Romantikere med deres
Heinrich v. Ofterdingen og Barbarossa, den Tieckske
Genoveva og de Wernerske Tempelherrer; siden Walter Scotts
Ivanhoe og de Hugoske „Borggrever“; Ingemanns Otto
og Jomfru Inge. Efter at saa en Menneskealder eller to
havde vendt sig mod Virkelighedsskildring og
Samfundskritik, vaagnede Artur- og Graal-Herligheden op igen i
Burne Jones’ og Rossettis drømmende Riddere og
Tennysons smægtende Jomfruer. I Richard Wagners
Tonedigtning lød paany Svaneridderens Horn og Venusbjergets
Lokkespil og Parsifals Graalslængsler. Og i de
Maeterlinckske Taarnkamre og Borgkorridorer famlede
Ridderromanernes barnlige „Hvidblomst“elskov hjælpeløst om
i Middelaldermystikens Mørkegru. Sælsomt moderne
Forvandlinger er de allesammen af Middelalderen - den
ædelbaarne Sir Galahad og den elskovssyge Lady Elaine
saa godt som den kristelig-shopenhauerske Graalshelt
hos Wagner og de fin de siècle“ fødte Pelléas og
Melisande; naar alt kommer til alt, maaske endnu fjærnere
end Ritter v. Trautwangen og Jomfru Inge fra den gamle
Mester Kristian af Troyes’ raske Riddere og skælmske
Damer eller fra Wolfram von Eschenbachs naive
Kærnekarl af en Parsifal.
“9
Middelalderlig Ridderromantik
1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
