Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Trubadurkunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Trubadurkunsten
skaber Venner og koster ingen Penge, at den Gave er
den bedste, som gives uden at man behøver at bede om
den, at en høflig Løgn er hundred Gange mere værd end
en grov Sandhed, og at man, som Malerne gør det, bør
sætte lidt udsmykkende Kulør paa, hvad man fortæller,
uden dog at fjerne sig for meget fra Sandheden.
Men Selskabelighedens og Høviskhedens og det
lyriske Følelsessværmeris højeste Potens er for
Trubadurerne Kærligheden. „Maatte jeg aldrig blive Gud saa
forhadt,“ synger Bernart de Ventadour, „at han lader
mig leve, til Byrde for alle, naar jeg ikke elsker længer.“
Han vaagner op om Natten helt overvældet af Glæde,
helt hensunken i Sværmeri og kan ikke lade være med
at synge, skønt han ikke véd, om hvad eller om hvem.
Det er ham, som om hans Hjerte skulde smelte af
Længsel, Øjnene dugges, og i Taareduggen skriver han
hundrede Hilsener ud i Verden til den skønneste og
yndigste. I en saadan ynglingeagtig Elskovslængsel gaar
Trubadurerne om. „Kvindejægere“ kalder Kirkens Folk
dem. Da den gode Kong Karl den store fortæller de
- havde Herredømmet over alt, delte han hele
Provence, der er fuldt af Vin, Skov og rindende Vande, ud
til Spillemænd og Menestrels, der er meget løsagtige.
Snart har de et Æventyr med en Hyrdepige undervejs
og sætter det i Pastorel, saa er der en Borgerkone, som
de gør sig galante for, men som saaledes som én selv
fortæller i et humoristisk Digt med jævne borgerlige
Ord viser alle deres Galanterier bort; men især flammer
og sværmer Trubadurerne for alle Hoffernes Skønheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
