Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Første Møde med Mennesker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som jeg havde ventet at falde for, naar jeg stod over for mit første
Møde med canadiske Eskimoer.
En tre—fire km forude fik jeg Øje paa en sort Linie, der
strakte sig hen over Isen midt ude i Fjorden. Jeg standsede øjeblikke*
lig, for det kunde ikke være et snebart Skær. Kikkerten frem! Og nu
begyndte jeg at skelne — en hel Række Slæder med mange Hunde, der
havde gjort Holdt og nu iagttog den enlige Slæde, som kom kørende
sønden for deres egen Kurs. En Mand havde skilt sig ud af Slædeholdet
og kom løbende hen over Isen vinkelret paa min Retningslinie. Jeg
skulde altsaa stoppes, selv om jeg ikke vilde gøre det frivilligt. Nu og
da affyredes et Skud fra Menneskeklyngen ved Slæderne.
Jeg vidste, at jeg stod foran et af de store Øjeblikke paa Ekspe*
ditionen. Det var disse Mennesker, min Rejse gjaldt, og hvad enten
Skuddene eller Manden, der med en Harpun i Haanden kom løbende
for at standse mig, betød Venskab eller Fjendskab, saa var min Utaal*
modighed større end de Løfter, vi Kammerater havde givet hinanden
om at vente og opleve Mødet sammen.
Uden at betænke mig et Øjeblik sprang jeg op paa Slæden og gav
Hundene Fartsignal,’ idet jeg viste dem Manden, der kom løbende
hen over Isen. De opfattede ham øjeblikkelig som flygtende Vildt og
sprængte af Sted med en Fart, som svarede til mit bankende Hjerte.
Da de endelig naaede ham, blev de helt vilde. Alt ved ham var frem*
med for dem, hans Lugt og hans Klædedragt; og hans mærkelige Dans
for at undgaa deres tolv aabne Gab skulde just ikke berolige dem.
„Staa stille!“ raabte jeg, og i det samme slyngede jeg mig i et stort
Kast fra Slæden ud mellem Hundene og omfavnede ham. Hundene
standsede øjeblikkelig, og da de saa dette Udslag af Venskab, luskede
de slukørede om bag Slæden, hvor de lagde sig i en Klynge.
Men som et Lyn var det gaaet gennem min Hjerne, at Manden hav*
de forstaaet hvert Ord, jeg havde raabt til ham.
Nu da jeg fik Tid til at tage ham nærmere i Øjesyn, saa jeg foran
mig en stor, velbygget Mand, med Ansigtet og det lange Haar dækket
af Rim og med store, hvide Tænder skinnende i Munden — leende, for*
pustet, snappende efter Vejret oven paa Sindsbevægelsen.
Saa hovedkulds blev mit første Møde med de nye Mennesker.
Saa snart mine Kammerater var naaet nærmere ind paa os, fortsatte
jeg min Kørsel hen mod Menneskeklyngen, der opmærksomt havde
iagttaget Omfavnelsen.
Manden hed Papik, Styrefjeren, og havde Boplads i Oplandet ved
Lyon Inlet. Meget mere fik jeg ikke at vide, for belært af Erfaringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
