Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Første Møde med Mennesker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var endnu højlys Dag, da vi den 5. December naaede frem til det
Sted, hvor Eskimoerne havde fortalt os, at den hvide Mand skulde bo.
Inde i Bunden af en lille Vig bag nogle høje Isskruninger fik vi Øje paa
en mørk og uanselig Bygning, der laa omgivet af en hel Koloni af Sne?
huse. Dette viste sig at være den yderste Udløber af det berømte Hud?
son’s Bay Company of Adventurers, et af de ældste og største Handels?
kompagnier i Verden.
Paa et Sted, hvor Isfoden var hugget til, svingede vi ind og kørte
op foran Huset, og næppe havde vi gjort Holdt, før Døren sprang op og
Stationens Bestyrer, Kaptajn Cleveland, gav os den hjerteligste Mod?
tagelse.
Medens han gik ind for at brase op og forberede Festmaaltidet,
vendte vi tilbage til Slæderne for at bringe vort Gods i Orden. Men
den gamle Kaptajn syntes at være en lige saa hurtig som fortrinlig
Kok; inden vi vidste et Ord af det, kom han tilbage og førte os bort
fra den Klynge Indfødte, der nysgerrigt havde samlet sig om os. Over
hele hans Optræden var der en gammel Sømands selvsikre Væsen, og
uden mange Ord fik han os til at føle, at man her satte Pris paa at blive
revet ud af Hverdagens Ensformighed. Storstuen i Huset var indrettet
som en Skibsmesse, og Bohavet var derfor kun et langt Spisebord med
Stole omkring. Midt paa Bordet dampede et Kæmpefad med friske,
saftige Rensdyrbøffer, og rundt om paa Dugen stod som Blomster alle
Slags henkogte Kalifornia?Frugter.
George Washington Cleveland var en gammel Hvalfanger, der var
strandet her paa Kysten for mere end en Menneskealder tilbage, og
siden havde han befundet sig saa vel blandt Eskimoerne, at han aldrig
havde kunnet bestemme sig til at rejse hjem igen. Forøvrigt var han
betydelig mere Amerikaner, end man skulde vente sig af en Mand, der
havde levet et saa isoleret Liv, og han begyndte straks at rose sig af at
være født nøjagtigt paa den Strand, hvor „Mayflower“ i sin Tid var
landet med Amerikas allerførste Indvandrere. Hans Liv var fuldt af
Æventyr, og han fortalte med virkelig Fantasi derom. I broget Række?
følge var han da ogsaa gaaet gennem alle de Oplevelser, der kun kan
falde i en gammel Æventyrers Lod, og hverken Forlis eller Sult, Uheld
eller Strabadser havde kunnet nedbryde hans gode. Humør. Som god
gammel Hvalfanger pralede han ikke med de mange Storhvaler, han
havde været med til at nedlægge, men han fortalte med Stolthed om,
hvorledes han engang havde stukket en Hvalros fra Stævnen af sin
Baad med en Harpun, der ingen Fangstline havde. Skønt Hvalrossen
havde været ved at rende hele Baaden til Bunds, havde han dog ikke
sluppet sit Tag, før en anden Baad var kommen til Hjælp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
