Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1
Da Slæderne med de menneskehøje Læs omsider var forspændt,
blev jeg Vidne til, hvorledes man heroppe lader en nyfødt tiltræde sin
første Slæderejse.
I Baggrunden af „Tommelfingeren“s Hus blev der aabnet et Hul, og
ud gennem dette kravlede hans Kone med den lille, nyfødte Datter i
Favnen. Saa stillede hun sig op foran Snehytten og ventede, og Aua,
der som Aandemaner var en Slags Sjælesørger for dem, gik nu var#
somt hen til Barnet, blottede dets Hoved og fremsagde med Munden
tæt mod dets Ansigt en hedensk Morgenbøn, der lød saaledes:
Jeg rejser mig fra Hvilen med Bevægelser,
der er som den hastige Ravns Vingeslag;
jeg rejser mig
for at møde Dagen,
wa — wa.
Mit Aasyn vender sig bort fra Nattens Mørke
og stirrer mod Morgengryet,
der hvidner.
Det var Barnets første Rejse, og denne Hymne til Dagen var en
Trylleformular, som altid skulde give det Held i Livet.
Der var ikke mere end en Times Kørsel ned til den nye Boplads
ved Snedriverne; men Resten af Dagen gik med Husbygning og Ind#
flytning. Ingen Glæde er større end at bygge Snehytter; det skulde da
være at flytte ind, naar Spæklamperne er tændt og Lysets Reflekser
tindrer i den hvide Loftskuppel. Aldrig tror jeg, jeg vil blive træt
af at tale om Hyggen i disse primitive Huse, den Lunhed og Fest, som
jeg ikke har følt saa stærkt andetsteds.
Endnu en Dag maatte gaa med Eftersyn af Isfangstredskaberne;
men saa kunde vi ogsaa tage til Havs.
En god Mils Vej fra Land ligger Grænsen for den faste Vinteris,
og lige udenfor driver Pakisen frem og tilbage med Vind og Strøm.
Lidt Fralandsvind aabner hurtigt nogle Vaager langs med Iskanten,
og det er dem, Hvalrosserne holder af at følge, dykkende til Bunds
for at spise.
Aua og jeg havde ligesom de andre Jægere søgt os et Læ bag en
stor Skrueisblok og havde en udmærket Udsigt over Terrainet. Stadig
skete der noget derude, som fik os til at tænke paa gamle Jagtminder.
Ud for den faste Vinteris laa svær Pakis og skurede mod enhver Hin#
dring, saa at det lød som en Stønnen og Sukken fra Havet. Saa snart
>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
