Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Luften og sige: „Niorruarniartoq aifåle (lad ham, som nu skal rejse
paa Besøg, blive hentet)."
Bagefter slukkes saa alle Lamper, og.alle Gæsterne i Huset lukker
Øjnene. Saaledes sidder man længe, og en dyb Tavshed ruger over
Huset. Men efter en Stund begynder der at komme fremmede Lyde til
de lyttende Gæster; man hører Hvislen, der ligesom kommer højt,
højt oppe fra Luften, snurrende, fløjtende Lyde, og saa hører man
pludselig Aandemaneren raabe af alle Kræfter:
„Halala — halalalé, halala — halalalé!"
Og i samme Øjeblik skal alle Gæster i Huset raabe: „Alé — alé
alé!“ Saa løber der ligesom et Sus gennem Snehytten, og alle ved, at
nu har der dannet sig en Aabning for Aandemanerens Sjæl, en Aab*
nmg, der er som en Sæls Aandehul, og igennem den flyver Sjælen op
til Himlen, hjulpet af alle de Stjerner, der engang har været Mennesker.
Og alle Sjælene farer nu op og ned ad Sjælenes Vej for at holde den
aaben for Aandemaneren; nogle farer ned, andre flyver op, og hele
Luften genlyder af Fløjt og Susen:
„Pfft — pfft — pfft!“
Det er Stjernerne, der fløjter for Aandemanerens Sjæl, og Husets
Gæster skal da prøve paa at gætte Stjernernes Menneskenavn, det
Navn, de havde, da de levede nede paa Jorden; og lykkes det, hører
man to smaa korte Fløjt: „Pfft, pfft“, og bagefter en spinkel, skinger
Lyd, der taber sig ude i Himmelrummet.
Det er Stjernernes Svar og deres Tak for, at de endnu huskes.
Ofte bliver en Aandemaner længe borte paa Besøg, og da plejer
hans Gæster at underholde sig selv ved at synge gamle Sange, altid
med lukkede Øjne. Man fortæller, at der bliver stor Glæde i Dagens
Land, naar en Aandemaner kommer paa Besøg. De opdager ham ikke
straks, de er optagne af deres Leg, deres Latter og deres Boldspil. Men
saa hører man Raabet: „Niorruarsuit — niorruarsuit!" ud over Boplads
sen (besøgende, besøgende), og straks farer alle Folk ud af Husene.
Men Husene har ingen Husgang, ingen Indgang eller Udgang, og der«
for kommer Sjælene ud overalt, hvor det falder dem ind, gennem
Væggen, gennem Taget. De skyder lige gennem Huset, og skønt man
•ser dem, er de dog ingenting, og der er ingen Huller i Huset paa
det Sted, hvor de kommer ud. Og de løber hen imod den kommende,
glade for at hylde ham, glade for at byde ham velkommen, for de tror,
han er en død Mands Sjæl, ligesom de selv. Først naar han siger:
„Putdlåliuvunga (jeg er endnu af Kød og Blod),“ vender de skuffede
tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
