Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Nye Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.i
i
• i ’
i
•
»
i * •
som ikke hørte til vor Stamme. Men Jordens Støtter brød sammen, og
alt blev til intet, og Verden var Tomhed. Da groede to Mænd op af en
Jordtue. De fødtes og var voksne med det samme, og de vilde avle
Børn. En Tryllesang skabte den ene om til en Kvinde, og de fik Børn.
-
’k-
Dette er vore første Stammefædre, og fra dem blev alle Lande be?
folkede."
Unaleq var ganske vist anset for en latterlig og naragtig gammel
Fyr; men da han ikke desto mindre havde nogen Anseelse som Aande?
maner, interesserede han mig som Fænomen. Efter Eskimoernes Op*
fattelse kan nemlig Aanderne ofte nære Forkærlighed for en uduelig
i
og tale ud af den umyndige. Hans Hjælpeaander, hvis Navne han un?
der Udfoldelse af den største Hemmelighedsfuldhed opgav mig, be?
stod mest af døde Eskimoer og Indianere. Efter nogen Vægring tegnede
han ogsaa deres legemlige Hylster ned for mig, men de blev saa luftige,
at de var vanskelige at opfatte. Den mægtigste af dem alle var en Sagn?
bjørn, kaldet „den store med Rovtænderne“; naar denne tog Plads
i hans Legeme, kunde han forvandle sig baade til Bjørn og Hvalros og
gøre Mennesker store Tjenester: Vi blev derfor enige om, at han sam?
me Aften skulde give en Prøve paa sin Kunst.
Mørket var forlængst faldet paa, og Unaleq havde omtrent tømt
den største af Gryderne for Hvalroskød, da han erklærede sig rede til
at begynde Seancen. Der var flere Gæster til Stede, og vi var alle me?
get spændt paa Forløbet. Vi havde ventet at kunne møde Inkarnatio?
nen af den store Sagnbjørn inde i Messen, hvor vi alle kunde være til
Stede, men den gamle erklærede med Myndighed, at dette Rum, der
var fælles for alle, var for urent for en Aand. Seancen skulde foregaa
i min lille Arbejdskahyt, da han gik ud fra, at jeg, naar jeg lukkede mig
inde i Enrum, beskæftigede mig med ophøjede Tanker, ligesom han
selv. Derpaa forlangte han alle Lamper slukket og kravlede ind under
mit Skrivebord. Konen hængte omhyggeligt Skind rundt om hele Bor?
det, saa at hendes Mand laa ganske skjult. Alt laa i Mørke, og vi ven?
tede kun paa, hvad der nu vilde hænde. I lang Tid hørte vi ikke
en Lyd, men Ventetiden forøgede kun vore Forventninger. Omsider
hørte vi Skraben af Kløer og dyb Brummen. „Nu kommer den! hvi?
skede „Ømmerten“, og alle holdt Vejret tilbage. Men der skete intet;
kun den samme Skraben og Brummen, blandet med angstfulde, dybe
Støn. Saa kom der et hidsigt Brøl, efterfulgt af et ubehersket Skrig, og i
samme Øjeblik styrtede „Ømmerten“ hen til Bordet og begyndte at tale
* - » “ *
til Aanden; men det var i det særlige Aandesprog, som jeg dengang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
