Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Nye Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og ogsaa de tilstedeværende Landsmænd var grebne af dette Pust fra
det ukendte.
Denne Aften var for mig nok en Snekniv værd, fordi jeg havde
haft en ualmindelig gunstig Lejlighed til at iagttage, hvorledes selv
den middelmaadigste Aandemaner kan vinde Tilhængere, fordi alle vil
tro og tror kritikløst. At den gamle Aandemaner ogsaa selv troede paa
sine Hjælpeaander, skulde jeg umiddelbart efter faa et ejendommeligt
Bevis for.
Vi havde vor Butik i et lille Skur uden for „Blæsebælgen", og da
den almindelige Ophidselse havde sat sig en Smule, fulgtes Unaleq og
jeg derud sammen for at hente Snekniven. Det var et vidunderligt
Vejr, for en Gangs Skyld blikstille, ikke en Sky paa Himlen og Maane#
skin. Man saa langt og klart til alle Sider, og der var over den dæmpede
Stemning dette Pust af Uvirkelighed, som passer saa godt ind i et
arktisk Landskab. Hundene, der saa os komme ud, rejste sig og satte
i med deres ensformige Tuden — en Sang til den store, monotone Vin#
ternat.
Grebet af Omgivelsernes Skønhed staar vi et Øjeblik tavse, indtil
Unaleq kommer med et umotiveret Spørgsmaal:
„Kan du ogsaa mane Aander?"
„Lige saa godt som du!“ svarer jeg oprigtigt.
„Hvad vilde der saa ske?" spørger han nysgerrigt.
Og nu kan jeg ikke dy mig for at sige i Spøg: „Taget af mit Hus
vilde fare til Himmels med den af os to, som er den mindste Aande#
maner!"
Til min store Forbavselse sprang Unaleq saa pludseligt til Side for
mig, at han faldt ned i en dyb Snekule lige bag ved os og laa der og
sprællede med Benene i Vejret. Jeg lo og forsøgte paa at forklare ham,
at det hele kun var en Spøg, og at jeg ikke havde det mindste Be#
greb om Aandemaning; men hans Overbevisning var saa stærk, hans
Vilje til at tro saa fast, at jeg forstod, intet vilde rokke ham.
Flugten for Aanderne havde gjort et saa dybt Indtryk paa Una#
leq, at han ikke kunde dy sig for straks at give Oplevelsen til Bedste
for alle Gæsterne i Huset, og det morsomme var, at skønt alle andre
udmærket godt forstod Spøgen, var Aandemaneren selv den eneste,
der holdt fast ved, at hans Ejendomsret over Hjælpeaanderne virkelig
havde været i Fare. Det hændte da ogsaa senere, naar han havde haft
Uheld, at han undskyldte sig med, at hans Hjælpeaander fulgte mine
Fodspor og ikke altid vilde høre hans Kalden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
