Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Paa Langfart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de, for at finde frem, var at søge ned til Kysten og saa følge denne.
Det blev en yderst spændende Kørsel, hvor vi uafbrudt havde en Fors
nemmelse af, at vi kørte gennem Skyer, hvorfra vi naar som helst kunde
styrte ned. Der var ikke et Fjæld at sætte Kursen efter, alt Land laa
som en graa Taage omkring os, medens vi sled os frem Time efter Time.
Da fik vi pludselig langt ude i Flimlens Rand Øje paa et lille blafrende
Lys. Det var Lejren. Straks blev vi ranke i Ryggen, al Træthed var ude
af Kroppen, og vi løb fremover for at genopleve det uendelig dagligs
dags, der dog indeholder Gaaden om alt Rejselivs stadige Fornyelse,
et sundt Legemes Længsel efter Mad og Hvile, en anstrengende Dags
Afslutning i Aftenhyggen — Glæder, der altid er lige friske.
I l ’ i j i
! i
Den 16. April passerede vi Kap Fullerton, hvor der endnu staar nogle
forladte Bygninger fra Hvalfangernes Stortid. Det var sent paa Efters
middagen, og Solens Lys laa indbydende rødt hen over Tangen. Hvis
vi vilde, kunde vi faa Tag over Hovedet og bo i et rigtigt Hus, men vi
havde hørt, at der skulde være Mennesker ved Depot Island, og Utaals
modigheden efter at træffe dem var større end Længslen efter Mage#
lighed. Vi kørte derfor videre, til Tusmørket tvang os til at slaa
Lejr ved en berømt Ruinby, kaldet Inugssivik. Det var tydeligt at se, at
det engang havde været en stor Boplads, og de mægtige Sten, der var
slæbt sammen overalt, vidnede om, at de Mennesker, der engang hav#
de levet her, ikke havde været bange for at slide i det. Vor Vejviser,
Inujaq, fortalte os, at der i gamle Dage altid havde været Krig mellem
disse Folk og Stammerne omkring Repulse Bay, og Fjendtlighederne
havde fortsat sig gennem mange Aar, indtil den Boplads, hvor vi nu op#
holdt os, var bleven helt udryddet.
Næste Morgen, da det var helt lyst, kunde vi langt mod Syd skimte
en lille Fjældknold midt ude paa Isen. Det var Fjældøen Depot Island,
der ragede op af den store, hvide Flade som et lille Sælhoved, der dra#
ger Aande. Afstanden var betydelig, men vi haabede alligevel at kunne
være fremme ved Dagslys. Vi havde længe sparet paa Hundene og kun#
de nu godt forsvare for en Gangs Skyld at lade dem føle det Hast#
værk, vi havde. En god Kusk maa have Evnen til at plante sine Nerver
over i sit Spand; hans Hunde’skal, naar det gælder, kunne mærke hans
Uro og Længsel, og det varede da heller ikke længe, før de blev klare
over, at det slet ikke var det sejge Trav, vi havde Brug for i Dag. Det
bar derfor hurtigt fremover i fuld Gallopade, og Slæderne, der nu var
lettede for alt det Hundefoder, vi havde forbrugt siden Afrejsen fra
Repulse Bay, fløj hen over Isen, saa at de pludselige Ryk i Skaglerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
