Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. De hvide Mænds Boplads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde været lige paa Nippet til at køre helt frem til Chesterfield, in*
den vi stormslaaede i Ansigtet havde holdt af for Vinden i en stor Bue.
Ved Isfoden paa Land kom vi op i mange Slædespor, og inden længe
havde Hundene Færten af Mennesker og Huse. I fuld Fart strøg vi
hen over nogle Smaabakker; først paa den øverste Ryg af Halvøen fik vi
Øje paa den lille Klynge Huse, der dannede Kolonien. Vi maatte spile
Øjnene op, for efter vort lange Ophold i smaa Snehyttelejre virkede alt
dette stort og hovedstadsagtigt paa os. Længst mod Øst laa nogle pæne,
hvidmalede Huse, der hørte til Hudson’s Bay Kompagniet; de laa lidt
for sig selv som en Slags Forstad. Saa kom et raat opført Pakhus til
Syne, højt, syntes vi, som en Skyskraber, derefter et gult Træhus, der
var saa ganske indesluttet i Snehytter, at de mange aabne Indgangs?
huller ledte Tanken hen paa et Murmeldyrbo. Nu opdagede vi ogsaa
Royal Canadian Mounted Police’s Barakker, fornemt tilbagetrukne paa
den anden Side af en lille Bugt, der delte Bopladsen i to Dele.
Men det, som mest af alt optog os og virkelig gav os en Fornem#
melse af By, var en Trækirke ved Bredden af en lille Sø. Den havde et
slankt Taarn, der ragede højt op over de øvrige Bygninger, og i samme
Øjeblik vi kom ud paa Søen, slog en dyb, rungende Klang os i Møde.
Lyden af Klokkerne gjorde et stærkt Indtryk paa os; det var, som om
vi pludselig dukkede op efter et Naturliv paa tusinde Aar og nu stod
midt inde i Kristendom og Civilisation.
Klokkerne ringede Menigheden sammen, og vi saa det gammel#
kendte Syn af mange Mennesker, der langsomt og flokkevis stævner
mod de aabne Kirkedøre.
Kun een Mand syntes at skænke os Opmærksomhed og kom løben#
de imod os. Et Øjeblik efter sidder han stakaandet af Gensynsglæde
paa min Slæde og raaber usammenhængende Nyheder. Det er Jakob
Olsen, som har levet her i Omegnen siden Februar; Birket#Smith, for#
tæller han, er taget op til Baker Lake, hvor han afventer vor Ankomst
for at følge med os videre ind over Land. Hundesygen har lagt mange
Hindringer i Vejen for dem; der findes ingen mere, der har ordentlige
Spand. Jakob skal til „Blæsebælgen1
1 over Foraarsisen for at hjælpe
Therkel Mathiassen med hans Udgravninger af Husruiner, men har
ikke kunnet tage bort fra Kysten, før han har skaffet sig nye Hunde
og faaet talt med mig, saa at vi i Forening kan træffe Aftale om hans
Hjemrejse.
Vi kører frem til Hudson’s Bay Kompagniets Bygninger og mod#
tages med Gæstfrihed af Stationens Bestyrer, Mr. Phillips. Da det er
min Opgave at arbejde det mest mulige med den indfødte Befolkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
