Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Tilbage til Kysten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der kunde vel ad den Vej, vi maatte følge, være omtrent 400 km —
$
men Vanskeligheden laa deri, at „Ederfuglen“ og jeg maatte køre hele
Vejen over de snebare og sumpede Tundraer, da der selvfølgelig ikke
kunde være Tale om at fragte vore tolv Hunde i de smaa Kanoer. At
have dem løse med os kunde heller ikke lade sig gøre, da vi løb Fare for
at miste dem, saa snart de paa egen Haand gav sig til at forfølge de
Renflokke, vi ventede at træffe paa Vejen.
Folk rystede paa Hovedet ad os, fordi vi virkelig ansaa det for mu*
ligt at køre med Slæde igennem det uvejsomme Land midt om Somme*
ren, men vi havde en solid Kap Yorker*Slæde med en stærk Jern*
skoning og var ikke i Tvivl om, at vi vilde være i Stand til at gennem*
føre vort Forehavende. Det eneste, vi vidste vilde volde os Vanske*
ligheder, var Kazan River’s mange Bifloder, som vilde gaa paa tværs
af vor Kurs. Vi vidste, at selv de mindste Vandløb paa denne Aarstid
var svulmet op til rivende Strømme, som det vilde være umuligt at vade
eller svømme over, og der blev da truffet den Aftale med den altid
hjælpsomme Igjugarjuk, at han skulde vente os alle de Steder, hvor vi
vilde behøve hans Kano.
Vi kunde selvfølgelig ikke komme saa hurtigt frem, som Kanoerne,
der blot skulde rutsche ned ad Floden, medens vi ofte maatte gøre
lange Omveje for overhovedet at komme frem med Slæde og Hunde,
og vi blev da enige om, at Birket*Smith og Bangsted skulde rejse
uafhængige af os. De brød op d. 25. Juni, vi fulgte efter den følgende
Dag.
Da vi tidlig Morgen Kl. 4 startede vor Køretur, var vi forberedt paa
det værste; men vi havde ikke været længe undervejs, før vi forstod, at
det var endnu være, end vi havde ventet. Det bedste Føre gik gennem
bløde Tuer og vaade Enge, og selv paa Steder, hvor vi slet ikke var
forberedt derpaa, løb vi stadigvæk paa store Elve, vi maatte vade over;
ofte var de saa dybe, at vi maatte søge langt ind i Landet til de Søer,
hvorfra de havde deres Udspring, og her lykkedes det os saa at slippe
over til de endnu islagte Søer ved at færge os over Landvandet paa Is*
flager. Vi maatte daglig saa langt ud af Kurs, at vi ikke turde spilde ret
megen Tid paa Jagt, og da Renerne dertil var saa sky, at det som Regel
tog en halv Dag at komme dem paa Skudhold, maatte vi og Hundene
nøjes med det mindst mulige. Værst af alt var det, naar Vejen spær*
redes af lave Buske og Kratskov; det var kun med aller største Besvær,
at Hundene kunde trække Slæden gennem de mange Smaagrene, der
stadig filtrede sig ind mellem Skaglerne. Den eneste Opmuntring, vi
havde under de ensformige Dagsmarcher, hvor vi masede paa ti—tolv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
