Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Sommerrejse till „Blæsebælgen“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Boligerne var store,, hvide Lærredstelte, der fik Kysten til at ligne
en Spejderlejr mere end en Eskimoplads, og naar man kom i Nær*
heden af dem, kunde man være sikker paa at faa Ørerne fyldt med
Larm af moderne Mekanisme, hvad enten Lyden kom fra en Gram#
mofon eller en Symaskine.
Nu skal jeg indrømme, at Eskimobefolkningen ved Chesterfield Inlet
næsten udelukkende var Familier, der var fast knyttet til Politiet, Hud#
son’s Bay Company eller Missionen og som Følge deraf havde en mere
direkte Adgang til den hvide Mands Varer; men alligevel virkede det
barokt, fordi disse Mennesker ellers i deres Liv og Færden var saa
ganske blottede for hvid Mands Kultur. Det havde i Vinter virket
baade smukt og naturligt at se den store Papik, „Styrefjeren4
4
, i Aften#
skumringen gaa hen til sin Kones Grav og ofre nogle Renskind til den
store Aand, der skulde sørge for, at hendes Sjæl havde det lunt og
varmt i de dødes Land. Papik var en skulderbred, stout Mand, dobbelt
vældig i sine tykhaarede Dyrehuder, der gjorde ham til et sandt Ud#
tryk for dette Lands Sønner. Men naar jeg nu saa den selvsamme Mand
komme, klædt som Havnearbejder, og hænge et Par Skørter og et broget
Sjal hen over en Pind paa Graven, saa var Meningen vel den samme,
men Virkningen en ganske anden.
For første Gang fik jeg Lejlighed til at iagttage, hvorledes alle disse
forhenværende Indlandsboere, mest fra Egnen omkring Baker Lake,
følte sig bortkomne nede ved Kysten af det aabne Hav. Skønt Sælernes
Træk gik lige uden om Næsset ved Mundingen af Chesterfield Inlet og
Hvalrosflokke sendte deres Lungers hede Dampe op over Vandskor#
pen omkring det nærliggende Marble Island, var der ingen, der gik paa
Fangst. Disse Mennesker, der var Sportsmænd og Akrobater, naar de
red hen over Flodernes Strømhvirvler i deres smækre Kajaker, foretrak
her at leve af Pandekager og The, og alt, hvad de drev af Erhverv, var
at sætte et Garn ud i Bugten lige neden for deres Telt for at skaffe
sig friske Ørreder. En Gang imellem sendte Politiet dog sine Folk ud
paa Hvalrosfangst, men det skete kun for at skaffe Hundefoder til Vin#
terens Slæderejser. Hvalrosserne, der bragtes ind til Bopladsen, skabte
ingen Kødglæde blandt Folk; deres Kød og Spæk var enten Tabu
eller ogsaa en Kost, man ikke satte Pris paa. Selv et Par Isbjørne, der
blev skudt, blev kun taget for Skindenes Skyld; Kødet, der er enhver
Grønlænders store Lækkerbidsken, blev efterladt paa Fangststedet til
stor Overraskelse og Glæde for de mange skrigende Maager, der hur#
tigt samlede sig om det.
Kun naar et Baadlag en Gang’ imellem tog ind til Fjorden paa Ren#
jagt, kunde deres Fangstbytte rejse den gammelkendte eskimoiske Mad#
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
