Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Vi begynder den anden Overvintring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bay drev vel endnu frem og tilbage for Strøm og Vind, men længe
vilde det ikke vare, før den blev farbar.
Alle vilde vi ud — for at give os i Kast med de Opgaver, der skulde
løses, inden vi forlod Hudson Bay. Men vi havde een Bekymring, som
gjorde det vanskeligt for os at faa begyndt: Saa længe vi ikke havde
faaet Forbindelse med Therkel Mathiassen og Jakob Olsen, var det
umuligt at tage paa Langfart. De forskellige Planer var ogsaa kædet
ind i hinanden, saa at vi ikke kunde undvære dem. Peter Freuchen,
Mathiassen og Bangsted skulde følges ad til Baffinsland for at fort?
sætte Arbejderne fra sidste Vinter, medens BirketsSmith og jeg skulde
være sammen paa den første Del af Rejsen vestover. Og selv om de
andre maaske, hvis Ventetiden blev alt for lang, kunde blive tvungen til
at søge ud til deres Arbejdsfelter, var jeg i alt Fald bundet til Danskes
øens Omegn indtil deres Hjemkomst. Ganske vist nærede vi ikke
nogen Nervøsitet for deres Skæbne, men forlade dem paa det uvisse
kunde jeg selvfølgelig ikke, da der let kunde gaa et Par Vintre, inden
jeg paa min Rejse gennem Nordvest*Passagen kunde faa Underretning
om dem. Der gik derfor Staccato i Dispositionerne. Det var umuligt
foreløbig at faa en samlet Enhed over Planerne, og vi maatte alle ind#
skrænke os til Smaature i Omegnen.
Den 5. Oktober kom Freuchen og „Dukken4
4tilbage fra deres Rejse
til Usugtåqs Lejr. Det forbavsede mig ikke, at det havde været umus
ligt at sætte over Hurd Channel i den raadne Hvalbaad, der stod til
deres Raadighed; thi skønt den stride Kanal var aaben, laa svær Pakis
og Tyndis saa tæt ind paa Vansittart Island, at det maatte anses for
livsfarligt at gøre et Forsøg. Hvad der derimod forbavsede mig, var,
at Usugtåq havde skudt syv Rener. Jeg har i det foregaaende skildret
hans ejendommelige Jagtdispositioner for Sommeren og var derfor glad
over, at han, omend sent, havde faaet Lejlighed til at dokumentere de
Evner, han forstod at skjule saa vel.
I nogen Tid førte vi nu en ret ensformig Tilværelse. Nogle af os
drev Fangst ved Solfjældet, andre var beskæftiget i „Blæsebælgen4
4med
indendørs Arbejde; thi Vansittart Island var det eneste Sted, hvortil vi
kunde komme. Den 18. Oktober, før vi endnu troede, der var Vej mel*
lem vor 0 og Fastlandet, overraskede Helge Bangsted os ved at retur*
nere fra sin Rejse til Wager Bay. Han saa rask og straalende ud efter
det friske Liv, han havde ført, og kunde straks glæde os med, at det var
lykkedes ham at erhverve de etnografiske Samlinger, der havde været
hans Rejses Maal. Desuden havde han købt nogle Hunde af en vis
Lucas, en Mand fra Labrador, der havde overvintret ved Wager Bay.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
