Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Vi begynder den anden Overvintring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drive Hundene frem Sneglefart ind i et Stormvirvar. Saa sprang jeg
af Slæden og gik foran Hundene; ofte troede jeg at se Spor fra tid*
ligere paa Dagen, men tabte dem igen, forvildede mig op i en Sten*
rause og kom derfra ud i dyb Sne, som jeg indsaa, vi ikke havde passe*
ret om Dagen. Pludselig var det, som om Hundene fik Fært af noget;
de satte Farten op og styrtede fremover. Jeg saa allerede i Aanden
Snehytten med Lys og Mad. Men i Stedet for endte vi oppe i en Sten*
dynge, og her tabte Hundene Interessen. Det havde maaske været en
Jærv eller en Ræv, de havde kunnet lugte; men nu stod jeg borte fra
min Retning og kunde ikke finde den igen. Kun min tro Hund „Al*
berti“, som saa mange Gange har været mig en Hjælp i Nøden, lod
dog til at ville hen i en bestemt Retning. Jeg slap den løs og gik med
for at søge efter Vej; ret længe turde jeg dog ikke gaa for ikke at
komme bort fra Slæden, og vi vendte derfor tilbage igen og fortsatte
med Kørslen i den Retning, hvor jeg mente, vi skulde. Vi kørte og
kørte, „Alberti" gik ved Siden af, og med eet sprang den bort. Jeg for*
søgte at følge efter den, men den var straks forsvundet i Snefoget. Jeg
gik foran Spandet. Man kommer til at holde af Hundene i en saadan
Situation; de er kloge og mærker, at der er Alvor paa Færde. Det er,
som om Trætheden er borte og de kun vil hjælpe deres Herre med at
komme frem; men Alberti var væk, og her var vi. Saa tumlede vi
rundt, slog et Slag til højre og et til venstre, traf nogle Klipper, jeg
ikke før havde set, og jeg begyndte nu at blive bange for, at jeg skulde
komme for langt bort fra min Kurs.
Hvor det dog blæste. Jeg har i Grønland oplevet stærke Vindstød,
hvor man umuligt kunde staa oprejst, men aldrig denne stadige Vind
med saa voldsom Styrke. Det var som at gaa imod en Mur, man sta*
dig skulde skubbe foran sig. Og dertil kom Kulden. Vind og Sne trængte
ind under Pelsen og ind i Hætten, og jeg indsaa, det var umuligt at
holde Varmen ved at gaa, og besluttede mig til at gaa i Hi og kom
netop til en stor Sten, hvor Vinden havde gravet et dybt Hul foran.
Det var, som om Hundene havde gættet min Idé; de sprang pludselig
derned og klumpede sig sammen for at søge Ly mod Stormen. Jeg vilde
saa til at bygge Hus, men min Snekniv kunde næppe skære gennem
Sneen, saa fast var den føget. Jeg indsaa, at Materialet ikke egnede
sig til Husbygning, og bestemte mig derfor til at vente, idet jeg spadse*
rede frem og tilbage for at faa Tiden til at gaa.
En Nat er lang, og naar man fryser, synes den uendelig. Jeg gik 25
Skridt baglæns og saa 25 Skridt frem, og saaledes holdt jeg den gaa*
ende, indtil jeg blev saa søvnig og forkommen, at jeg besluttede mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
