Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Vi begynder den anden Overvintring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
straks efter mig. Det viste sig, at han om Natten var gaaet ud for at
lede efter mig. Det var ganske vist haabløst, men han syntes ikke,
han vilde sove, naar jeg var ude, og derfor var han taget af Sted. Men
i Skyndingen havde han glemt det vigtigste for en Mand i disse Egne,
nemlig sin Kniv. Han opnaaede ogsaa kun at fare vild. Heldigvis kom
han til Læsiden af en Høj, hvor Sneen var blød, og her gravede han
sig en Hule saa langt ind i Driven, at han kunde faa Læ for Vejret.
Her havde han saa tilbragt Natten uden andet Uheld end en For*
frysning paa det ene Øre.
Det viste sig at have frosset 54 0 C. den Nat, vi laa ude.
Saa spiste, vi, fortalte og hyggede os. Patdloq blev sendt efter mit
Gods, der kun laa en halv Times Kørsel fra Snehuset, og saa lagde jeg
mig til at sove. Straks efter’min Ankomst havde der ikke været noget
usædvanligt at se paa den Fod, hvor jeg mente at have faaet Frost,
og vi var lige ved at tro, at jeg var sluppen med Skrækken. Men efter et
Par Timers Forløb vaagnede jeg ved en voldsom Smerte, og da vi
skulde se paa Foden, viste det sig, at den var borte, og i Stedet for
havde jeg en Fodbold siddende for Enden af Benet; det var en stor,
ophovnet Blære, ganske uegnet til at gaa paa. Vi troede straks, at Fo*
den var ødelagt fra Hæl til Taa, og saa var der ikke andet at gøre
end at vende om; med det Ben kunde jeg ingen Steder rejse. Saa efter*
lod vi Pemmikan, Petroleum og Handelsvarer som et Depot for Ma*
thiassens senere Rejse og kørte hjemover med lette Slæder. Den 21.
kom vi ned til Havisen ved Kap Wilson, men her blev Arqioq syg; han
havde lidt en Del den Nat, han var ude at lede efter mig, og nu fik
han Feber og kunde ikke rejse videre. Saa laa vi en Dag over og plej*
ede os selv. Min Fod begyndte at vædske, og da vi svøbte den ind i
Renskind, hvor Haarene selvfølgelig hang i, lignede den, naar vi pak*
kede den ud, en Hareunge, der var rullet sammen.
Patdloq opmuntrede mig med Fortællinger om Folk, der mistede
Lemmerne; en Kvinde af hans Bekendtskab havde tabt begge Fødder,
hvorfor man efter nogle Aars Forløb slog hende ihjel. En Mand langt
mod Nord manglede en Haand, fordi han engang havde tabt sin
Vante o. s. v. Mellem Historierne sang han over min Fod, nogle Sange
saa dystre, og udstødte nogle Brøl saa voldsomme, at der kom Grokraft
i Tæerne, og om han var bleven ved noget længere, var de sikkert
alle bleven reddede.
Nu er jeg her for at søge Helbredelse i „Blæsebælgen**. Og saaledes
endte altsaa min Foraarsrejse i 1923!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
