Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end naive, omgav de ham dog i alle Bopladsfællers Øjne med en vis
Hemmelighedsfuldhed, som man nærede stor Respekt for.
Jeg har tit haft Lejlighed til at fremhæve den forbavsende God*
troenhed, hvormed alle Bud fra en Aandeverden modtages af Eskimo*
erne; men ingensinde traadte denne dog saa tydeligt frem som i den Til*
lid, hvormed de modtog alle Anarqaoqs Oplevelser. Jeg husker saaledes
en Dag, at en lille Dreng kom grædende ind i Snehytten uden at kunne
gøre Rede for, hvorfor han græd. Skønt dette jo ikke var noget op*
sigtsvækkende Fænomen hos Børn, øjnede Anarqaoq straks Chancen,
styrtede ud gennem Husgangen og forsvandt bort over Isen. Det var en
mørk og bitterlig kold Aften. Aandemaneren blev borte i en halv Time,
og da han kom tilbage igen, var hans Pels’ revet op i Ærmer og Lin*
ninger, og han var fuld af Blod paa Arme og Hænder. Han trak Vej*
ret tungt og stønnende, som om han var et Bytte for den største
Udmattelse, og sank om paa Gulvet. Alle sad maalløse og stir*
rede paa ham med den største Ærefrygt, og der var ikke en, der
tænkte paa at tvivle, da han noget efter kom til sig selv og fortalte,
at det lille, grædende Barn havde været angrebet af en ond Aand, som
han nu efter en haard Kamp havde besejret. Ingen tænkte sig Mulig*
heden af, at han ude i Husgangen havde snappet en Klump Sælblod,
der netop var lagt ud til Frysning, ligesom man ansaa det for udeluk*
ket, at han selv kunde have flænget sit Tøj i Stykker. Man betragtede
det som givet, at han havde været i Kamp med en Aand og saaledes
reddet et lille Barns Liv.
Jeg bad en Dag Anarqaoq om at forsøge paa at tegne nogle af sine
Aandesyner for mig. I Begyndelsen vægrede han sig af Frygt for, at
han skulde fornærme Magterne; men da jeg lovede at betale ham godt,
for at hans Hjælpeaander kunde fri ham for „Helligbrøde", indvilligede
han i at gøre det paa den Betingelse, at-jeg ikke viste Tegningerne til
nogen af hans Bopladsfæller. Han var naturligvis en Mand, der aldrig
nogensinde før havde syslet med Blyant og Papir, men det maa siges,
at han gik til Arbejdet med en Kunstners sande Ydmyghed. Der var
ikke Tale om, at han tankeløst kradsede noget op; han kunde sidde
timevis med lukkede Øjne, kun optaget af at genopleve, og først naar
han havde Aabenbaringerne lyslevende for sig, søgte han at give dem
Form. Undertiden kunde Genoplevelsen virke saa stærkt paa hans Fan*
tasi, at han kom til at skælve over hele Kroppen og helt maatte opgive
Tegningen. Jeg fik gennem disse Inspirationer et bestemt Indtryk af,
at han var en troende Mand. Kan hænde, at han en Gang imellem kunde
smøre sig selv ind i Blod fra Sæl eller Ren for senere med større Virk*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
