Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Bag spærrende Is paa Southampton Island
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der var saaledes ikke lang Tid til at grave i, og Therkel Mathias*
sen kastede sig straks over Arbejdet i Husruinerne med stor Grundig*
hed. Jeg var ham desværre kun en daarlig Hjælper, da jeg netop i den
Tid havde en bullen Finger; Hjælp fra Eskimoerne kunde vi heller
ikke faa, da de ansaa det for farligt at forstyrre Freden i de Dødes
Huse. Men heldigvis var Therkel Mathiassen baade stærk og udhol*
dende, og i Løbet af kort Tid havde han da ogsaa vendt „Indvoldene4
1
ud af alle de Husruiner, der interesserede ham mest. Stump efter
Stump pillede han Redskaber ud fra Huse og Møddinger, og det varede
ikke længe, før han glædestraalende kunde fortælle mig, at han nu kunde
give et fuldstændigt Billede af, hvorledes Beboerne af denne 0 havde
levet og jaget for Hundreder af Aar tilbage, længe før nogen hvid Mand
kom derop.
Alle Fund blev forsynet med Etiketter og skrevet ind i Dagbøger,
og da vi havde pakket alt forsvarligt ind, var Tiden inde, da vi maatte
begynde at tænke paa, hvorledes vi skulde slippe hjem til vore Kam*
merater igen. Vi opholdt os inde i Bunden af Duke of York Bay, som
Folk her kalder for Aqajarornaq, fordi den som en „Mavesæk4
4skærer
sig ind fra den øvrige Del af Kysten ved Frozen Strait. Tyndisen laa
allerede spærrende i stille Dage, og Folk var begyndt at snakke om,
hvilke Steder de skulde vælge sig til Vinterboplads.
To Aandemanere, Angutimarik og Saraq, skulde sætte os over; intet
Under, at vi var fortrøstningsfulde, naar vi skulde have Hjælp af Mænd,
der stod saaledes i Forbindelse med det overnaturlige, at intet var
umuligt for dem. Saa sejlede vi bort fra Kuk i et dejligt klart Efter*
aarsvejr. En svag Vind førte os langsomt udefter, og vi saa kun den
store, isfri Fjord for os. Om Aftenen friskede Vinden op, Maanen lyste
som en Sol paa Himmelen, og vi strøg fremefter med en saadan Fart,
at ingen af os var i Tvivl om, at vi vilde være fremme næste Morgen
tidlig.
Jeg vil aldrig nogensinde glemme denne Nat. Saa dejlig og saa
fuld af Skuffelse! Thi næppe var vi helt ude i selve Frozen Strait, før vi
løb mod Is, der i alle Retninger spærrede Vejen. Det var forgæves,
at vi uafbrudt ændrede Kurs Natten igennem; der var ingen Vej frem,
og vi maatte gøre Venderejse. Saa snart det blev lyst, gik vi til Fjælds
paa White Island, men kun for at faa bekræftet, at Isflagerne laa saa
tæt, at de var som stablede oven paa hinanden. Ikke en Draabe Vand.
Vore Aandemanere maatte bøje sig for Naturkræfterne, og Therkel
Mathiassen og jeg forstod, at vi nu sikkert for lange Tider maatte æii*
dre vore Fremtidsplaner. Var det saa underligt, at vi hang en lille
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
