Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XIX. Bag spærrende Is paa Southampton Island
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lægning. Søen, vi skulde til, hed Tasialuk, og man fortalte os, at der
var et udmærket Ørredfiskeri fra Nyis. Saa snart vi nærmede os Søen,
løb jeg i Forvejen for at fiske, og det varede da heller ikke længe, før
en lille Ørred laa sprællende paa Isen og derfra sprællede videre ned i
min Mave. Vi havde hurtigt lært at spise disse Smaafisk, ret som vi
trak dem op af Vandet!
Vi blev ved Søen lige indtil den 22. Oktober. Mathiassen kortlagde
*
Omegnen og kaldte Søen Hansine Lake efter min Kone. Den Tid,
vi tilbragte her, var en sorgløs Tid, hvor vi kun var optaget af at fede
os selv og vore Hunde. Vi havde nu ikke Spor tilbage af hvid Mands
Proviant, og jeg havde været bange for, at det skulde falde Mathiassen
svært at klare sig uden denne; men Nøden tvang ham til at prøve
sig frem, og til min Glæde holdt han snart lige saa meget af den eskimo«
iske Kost, som vi andre. Saa ofte hans særlige Arbejde levnede ham
Tid, deltog han i Fiskefangsten og fangede mange Ørreder baade med
Lyster og Krog.
Men vi maatte videre ind til en Boplads paa Sydsiden af Øen ved
Kirchoffers River, hvor der skulde være Mennesker og mange Rener;
og saa brød vi da op den 22. Der var faldet en Del løs Sne, Føret var
tungt, og det gik kun langsomt fremad. Saa længe vi havde Fisk nok,
gik det udmærket, men da den var sluppet op, begyndte det at knibe,
da vi stadig ikke saa nogen Ren; i flere Dage fik vi ikke noget egent«
ligt Maaltid, naar undtages en Mundfuld raadden Hvalroskød eller en
Stump Lampespæk hver Aften, naar vi lagde os til Ro. Til Trods for
Sulten maatte man tage sig i Agt for ikke at gøre Mundfulden for stor,
thi saa fik man blot ondt i Maven deraf. For Resten fik vi alle stærk
Diarrhoe, der tog saadan paa Kræfterne, at vi kun med stort Besvær
arbejdede os frem. Mathiassen, der var meget medtaget af den giftige
Mad, begyndte at sakke bagud, og en Dag kom Angutimarik til min
store Forbavselse hen til mig og sagde:
„Vi har besluttet os til at efterlade Mathiassen; vi kan ikke vente
længere paa ham, og det er Skik i vor Stamme at overlade Folk til
deres Skæbne, naar de ikke kan følge med.“
Hertil svarede jeg: „I kan bestemme jer til at gøre, ganske som I
selv vil; jeg bliver hos Mathiassen, saa længe der er Liv i ham. Forøvrigt
kan jeg ikke forstaa, at I kan tænke paa at efterlade en Mand, som
endnu er saa kraftig og saa lidt medtaget."
„Ja, men det er Skik iblandt os, og nu gælder det Livet, hvis vi ikke
kommer hurtigt frem til Rensdyrene."
Men da jeg holdt fast ved mit, opgav de helt deres onde Planer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Apr 12 23:01:55 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/rkfragronl/1/0413.html
