Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Bag spærrende Is paa Southampton Island
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for „hvid Mands Føde“, og da jeg, der kom lige fra Handelsstationen,
havde foræret ham baade Proviant og Tobak, havde han altid siden
vist sig taknemlig imod os. Jeg fortalte ham hele Historien med An#
gutimarik og hans Kone, og Makik, der syntes overrasket over, at en
Mand og en Kvinde, der havde levet deres Ungdom blandt Hvalfangere,
kunde finde paa at ville overfalde hvide Mænd, lovede os sin Beskyt«
telse. Han var en meget myndig Mand, der nød stor Tillid blandt sine
Bopladsfæller, og vi kunde nu føle os sikre.
Resten af Vinteren gik uden større Æventyr. Jo, forresten eet;
Mathiassen var en Dag nær bleven dræbt. Et Par Drenge legede med
en ladt Riffel, der gik af, og Kuglen gik igennem Mathiassens Pels, men
ved et Under uden at saare ham selv!
Jagten var god; vi fik alt det, vi behøvede, til Trods for at det til
sidst .kneb en Smule med Ammunitionen. De eneste Skygger, der lagde
sig over vor Tilværelse, var den stadige Sygdom, der gik paa Omgang
og som krævede to Dødsfald. En Overgang var ogsaa Mathiassen saa
haardt angreben, at han i flere Dage svævede mellem Liv og Død. Vi
kunde intet gøre, kun hans stærke Konstitution reddede ham.
Saa ofte Aandemanerne samlede deres Bopladsfæller og raadspurgte
deres Hjælpeaander om Aarsagen til Ulykkerne, fik vi som Regel altid
Skylden af de foran nævnte Grunde. Som Følge deraf levede vi trods de
ydre venskabelige Former paa en ikke ganske hyggelig Fod med vore
Omgivelser, idet man aldrig kunde vide, hvad Overtroen kunde faa dem
til at gøre; thi selv om disse Mennesker af Sind og Hjertelag var gode
og hjælpsomme, kunde de dog ofte lægge en grusom Hjerteløshed for
Dagen, saa snart de mente, at Hensynet til Jordens Aander fordrede
det.
Enhver vil derfor kunne forstaa, at det var med befriende Jubel,
vi hilste JohnÆll og hans to Ledsagere, da de ankom til Bopladsen for
atter at føre os tilbage til „Blæsebælgen1
4
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
