Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Rejse til Rensdyr-Eskimoerne og Chipewyan-Indianerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men, og den ene Mede flækkes. Heldigvis er vi jo endnu nær ved vort
Hus og faar hurtigt hentet en ny Slæde.
24/3
—2
%- Vi opsluges af Rejsens Ensformighed. Et uhyre, hvidt Øde,
og deri to smaa, mørke Prikker, to Slæder, som næsten ikke synes at
flytte sig. Sammen med Aivilikerén JohnÆll følger vi Fod for Fod den
maanedlange, kendte Vej fra Repulse Bay sydpaa langs Kysten af Roe’s
Welcome — Sir Thomas Roe’s Welcome — et herligt Navn med en
Duft fra de Tider, da djærve Skippere styrede deres højspejlede Sku?
der op i Polhavets Is, da merchant adventurers lagde nye, jordomspæn*
dende Planer, og Pakhusene duftede af allehaande rare Specerier.
21/4
—5
/5- I Chesterfield laver Jakob en ny Slæde af den Kap York«
Type, som vi foretrækker frem for den lokale. Vi har hidtil kørt med
en svær AiviliksSlæde, skoet med Hvalben; men den skal sendes hjem
til Nationalmuseet. Den 6. Maj begynder vi vor Rejse videre sydpaa
langs Hudson Bays Kyst til Eskimo Point. Jakob og jeg er nu alene.
Det har været umuligt at faa nogen af Eskimoerne i Chesterfield til at
ledsage os, for det kniber som sædvanlig med Hundene; Aarstiden er
desuden saa fremrykket, at der snart kan ventes Tø, og det vil saa*
ledes blive besværligt for en Slæde at komme tilbage fra. Eskimo
Point. All right, vi er parate til at finde vor Vej alene, skønt ingen af
os nogen Sinde har været paa den Kyststrækning, der nu ligger for.
Men vi ved, at det bare gælder om at følge Kysten, og selv om den er
ganske lav og fuld af Indskæringer, kan der ikke være noget at risi*
kere. Desuden er der en svag Mulighed for at træffe Mennesker paa
Vejen, da det er i denne Egn, at Hauneqtormiut hvert Foraar søger
ned for at fange Sæl.
7/5
—19/5
. I denne Henseende blev vi imidlertid skuffede. Hele Kysten
var aldeles mennesketom, for Hauneqtormiut bliver saa længe som
muligt i Indlandet og kommer først ned til Hudson Bay paa den sidste
Sne. I fjorten Dage var vi saaledes henvist til vort eget og Hundenes
Selskab. Det gik jævnt, men langsomt fremad, thi Føret var elendigt,
ofte Skarresne, hvor man ustandselig brød gennem den tynde, frosne
Overflade, og oven paa den Driver af løs, nyfalden Sne. Det egner sig
ikke for Ski, og Dagen lang maa vi vandre ved Siden af Slæden, idet
vi for hvert Skridt synker i til midt paa Læggen. Man er til Mode,
som om man hele Dagen gaar op ad en Stige. Men hvilken Længde paa
en Stige! Man maa om Aftenen være naaet et godt Stykke over Glas*
himmelen og temmelig nær ved Krystalhimmelen. Det fryser nu kun
nogle faa Grader om Dagen, og Vejret er uroligt. Næsten hver eneste
Dag sner det, og et Par Gange vokser Snefaldet til et saadant Uvejr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
