Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 SWONNI FUNDEN
røbede ikke den mindste Smule Overraskelse, men tyg-
gede blot uforstyrret videre paa sin Mad.
»Du er jo en fin Herre fra en stor By,” sagde han og
saa undersøgende op og ned ad mig, ,,du kan ikke
følge med mig. Se her den Mad, vi spiser,” tilføjede
han léende og viste mig et muggent Stykke vindtørret
Renkød, der var haardt som Sten. ,,Det er fjorgam-
melt, men vi maa spise det alligevel. Husk ogsaa," fort-
satte han. efter et lille Ophold, ,,at jeg ikke har noget
Hus at bo i. Du maa ligge i et tyndt Lærredstelt ude i
den bare Sne. Det kan du ikke holde ud i en 40 Gra-
ders Kulde. Opgiv du det hellere!"
Han rejste sig og pakkede sit tørrede Kød sammen,
fuldt overbevist om, at jeg var omstemt. Men da jeg
fortalte ham, at jeg straks havde hjemsendt min Slæde,
maatte han leende opgive sin Modstand.
»Naa ja, som du vil,” sagde han i en helt anden
Tone; ,,du kan jo forsøge, og saa skal vi gøre for dig,
hvad vi kan.”
Ole Jonsson Swonni var et halvhundrede Aar, lille
og bredskuldret, med et for Lapper usædvanlig skarp-
skaaret Ansigt, der var halvt dækket af Haar og Skæg.
Smuk var han ikke. Forhaaret hang ned som Gardiner
paa begge Sider af Næsen, helt ned til Munden om-
trent; hans ene Øje var blindet, Kinderne indfaldne og
magre, og Panden foldede sig op i Rynker som Bølge-
blik. Men der var noget saa kammeratligt og godmodigt
i hans Maade at behandle mig paa, at jeg hurtigt kom til
at synes. om ham. .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
