Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 EN KULTUR, DER GLEMTES
Misfornøjelse. De har ikke haft een Gud, men ,en
Mængde Guddomme, som tilsammen holdt Tilværelsen
i Ligevægt", saaledes som en gammel Polareskimo en-
gang definerede mig sin Tro.
Solen, den store Varmer og alt levendes Fostermo-
der, har de tænkt sig som et levende Væsen, der kræ-
vede Menneskets Ofringer. Den har sikkert været deres
højeste Guddom, hvad blandt andet den Omstændighed
kunde tyde paa, at de kaldte sig selv ,,Solens Børn".
Det var særlig ved Midsommer og Jul, at man bragte
Solen store Ofre, bestaaende af unge, hvide Renkøer.
Da anraabte man om at kaste et naadigt Lys paa Rener-
ne og det, hvoraf de skulde ernære sig. Under Ofringer-
ne holdt Mænd og Kvinder Gilde paa den saakaldte Sol-
grød.
Juleofret bragtes paa den Tid, da Solen atter begyndte
at stige paa Himlen.
Aar og Dag imellem ofredes ikke saa faa Dyr; men
den gode Lap havde dog i Reglen sin religiøse Ærbø-
dighed saa praktisk tilrettelagt, at det ikke var ham for-
budt at spise Offerdyr, blot ingen af Knoglerne ødelag-
des.
Foruden Solen personificerede man ogsaa Tordenea ;
Stormen, som havde en Skovl, hvormed han skovlede
Vindene til sig, og en Kølle, hvormed han drev dem
ud; Vandene, Skovene, visse mærkeligt formede Fjælde
eller Sten, Stjernerne 0. s. Vv.
Endelig var der et Dyr, som var særlig Genstand for
deres Ærbødighed, og det var Bjørnen. Adjunkt Edman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
