Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3dje kapitel. Indesluttet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 19 —
tyv, trættekjær og hevnlysten til alle tider. Naar
han var drukken var han like frygtet av sit eget
folk som av de hvite.
Høvdingen sat paa en vakker hest, som han
høist sandsynlig hadde stjaalet fra en eller anden
nybygger. Han kunde være en hundrede meter
fra huset, og han vendte sit ansigt i den retning.
Som han sat der, slog det Mel, at det var
ham, som han hadde opdaget paa bakken, da han
var paa elvens anden bred. Indianeren hadde
opdaget ham paa samme tid, men da han vel
visste, at huset var forlatt av dets beboere, kunde
han ikke tro, at nogen av dem vilde vende tilbake
til det saa snart.
Han skjønte vel at Mel var redet dit for at
se hvordan det vat gaat med huset. Saa hadde
indianeren viftet med teppet som utfordring og
hadde derpaa skyndt sig at hente sine mænd for
at gripe Mel, mens han var i huset.
Det var en feil av Melville, at han ikke hadde
undersøkt husets nærmeste omgivelser før han gik
ind. Hadde han gjort det, vilde han snart ha
opdaget den fare, de svævet i. Dots ængstelse for
dukken Susie var vel nu den nærmeste aarsak til
den klemme de sat i.
Mel fattet noget haab, da han kun kunde se
seks indianere. De var alle tilhest og var væbnet
saaatsi til tænderne.
Forresten skulde man tro, at seks slike vilde
fyrer var mere end tilstrækkelig til at sætte frygt i
nogen og hver, om han end var aldrig saa modig,
2*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
