Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11te kapitel. Et litet barn skal føre dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 55 —
»Vær ikke ræd, jeg har bedt om, at vi maa
bli frelst, jeg er ikke det spor ræd mere nu.«
Mel ytret ikke et ord, dertil var hans hjerte
for fuldt. Der kom taarer i hans øine, da han
løftet den lille skat op til sig og kysset hende.
Ogsaa høvdingen var rørt, men hvem kan
ut-grunde de følelser, som kan forandre et vildt og
haardt sind?
Ofte hadde han hørt missionærerne tale om
de hvites gud uten at ville tro dem, men hvad de
voksne mænd ikke formaadde, det gjorde dette
lille barn ved sin rørende, troskyldige handling.
Indianeren gik tversover rummet til det vindu,
gjennem hvilket de fleste av deres iagttagelser var
blit gjort.
Mel fulgte efter, og begge la straks merke til,
at røken var draget væk, saa vagten paa haugen
nu igjen var synlig.
Rødefjær ståk en finger ut av det aapne vindu
i fri luft.
»Ugh,« mumlet han med et eget uttryk i sit
mørke fjæs: »vind blæse anden vei. Store aand
høre ord av pappus.«
»Kan det være mulig?« spurte Mel forbauset.
Det kunde nok ikke være tvil om det, den bris,
som hadde staat mot huset, hadde forandret
retning» det luftet nu fra aldeles det motsatte
hjørne.
Indianeren og Mel gik ind i det mindste rum,
som var nærmest skorstenen. Rødefjær la sit øre
ind til bjelkene for at lytte. Hadde huset fænget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
