Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 19de kapitel. Ved det nedre vadested
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 6; -
ti indtil en avstand av nogen meter fra elven var
bredden jevn.
Paa grund av det tætte mørke overlot Mel til
Saladin at finde veien, han kunde ikke hjælpe den,
men det kloke dyr skuffet ikke den tillid, han viste
det, det syntes rent at føie sig frem fot for fot.
Trods al forsigtighet støtte den en gang mot
en sten, saa den var nær ved at snuble, og dens
rytter holdt paa at bli slynget over dens hode.
Saladin rettet sig øjeblikkelig, men i samme
øieblik for Mel sammen ved at høre et signal fra
den anden bred, som straks blev besvaret fra den
side, hvor han befandt sig.
Dette sa ham, at ikke alene var hovedstyrken
der paa den anden bred, men ogsaa at de tre
indianere, som hadde forfulgt ham nu var vendt
tilbake.
Mel visste saaledes, at han var i fare, og at
han maatte se til at benytte tiden. Uten at nøie
sporte han Saladin til at lange ut, og han stanste
ikke før flere hundrede meter var tilbakelagt. Men
da alt forblev rolig, blev han beroliget og kunde
si sig selv, at det var bare en tilfeldighet med de
to signaler, og at de ikke var myntet paa ham.
Han mente, at kysten nu var klar og lot
Saladin trave avsted, som den selv vilde.
Hans sind var fuldt av uro og bekymring for
sin lille søster. Rødefjær var forsvundet saa
pludselig, at det maatte være av en usædvanlig grund.
Mel var lei over, at høvdingen ikke hadde git ham
noget vink om sine planer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
