Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IV.
DET var vaaren i 1897. Folk som kan mindes
saa langt tilbake, vil huske at den var sen av
sig, det aar. Hele vinteren framover hadde det
været et mere end almindelig snefald. Og det glædet
folk sig over, for det spaadde godt aar. Bare nu
sneen vilde fare sin vei snart. —
Først i april kom lindveiret; men da kom det
ogsaa i varme gufs. Trods det at sneen laa to fot
dyp utover prærien, og paa mange steder dypere,
var prærien efter et par dages tid bare kravsørpe og
søle, med en og anden større sneflekken iblandt.
En kunde fristes til at tro at alle de skidne kohuder
av Holstein-slaget som til var i verden, var bredt
utover prærien.
Vand stod i pytter, i tjern, i indsjøer; jorden var
frossen endnu, saa ned kom det ikke. Men op kom
det. Solen søp til sig i form av damp, som hver
eftermiddag fyldte luften som let taake. Naar solen
i kveldingen gik ned vestpaa prærien, var taaken
saa tyk, at en knapt kunde se fra stuen borti fjøset.
Og de smaa pytter grov sig fram til de større,
og de store til de endnu større. Naar saa de største
blev altfor fulde, tok de til at lete op gamle,
længst-forglemte utløp, saadanne som ikke hadde været
brukt paa aar og dag, nei ikke fra arilds tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
