Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
...Saa; — hun agtet at la ham ligge der og
kvæles av lampeosen? — Ja, han skulde saavist ikke
bemøie hende! — Men det, at hun ikke kom ind og
saa om ham før hun gik op, blev et vægtig bevis
for at hun og Haugland hadde været sammen...
... Montro hvor nu han holdt til, den slarven!
Skulde vel vente en stund før han kom,
for rigtig at narre ham skikkelig? — Da Haugland
en god times tid senere kom, var Larsen sikker i
sin sak, saa overbevist som et menneske godt kan
bli det.
Som hun nu den følgende morgen gik og stelte
med ham, var han mere end almindelig grætten.
Hun følte sig skyldig paa en maate og prøvde at
gjøre det godt igjen ved at være end
omsorgsfuldere. Saa snart hun var færdig med morgenstellet,
tok hun et haandarbeide og satte sig inde hos ham.
Hun hadde faat en idé hun vilde prøve at
gjennem-føre: Med den størst mulige likefremhet gav hun
sig til at fortælle om Oplands død, om alt, helt fra
hun var kommet bortover i gaarkveld til hun kom
hjem imorges. Fordi nu hver trevl i hendes væsen
hadde levet disse timerne saa dypt, fik fortællingen
et saa sterkt virkelighetspræg, at han uten at vite
det, droges fram fra den vold av uvilje og mistro
han hadde forskanset sig bak. Da hun kom saa
langt i sin fortælling, at hun kaldte op Haugland,
men at han hadde avslaat at komme, lød der et
“høh” bak “Decorah Posten,” saa befriende og saa
interessert, at hun grepes sterkt derav, og hun fik
større tillid og sterkere magt. Derved la der sig
en varmere glød indover hendes ord, saa at de igjen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
