- Project Runeberg -  Paa glemte veie / av Paal Mörck /
219

(1914) [MARC] [MARC] Author: Ole Edvart Rølvaag
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nei; hun skulde ikke komme ind. Han la merke
til at stemmen var dyp og fuld av tone. — Det hun
var kommet for at snakke med ham om, kunde hun
likesaa godt sige her. Men da blev han veltalende.
Jovist skulde hun komme ind! — Nu var det netop
kaffetid, og han visste av lang erfaring hvor godt en
taar gjorde i denne fæle varmen. Derpaa førte han
hende uten videre gjennem haven, aapnet døren for
hende og viste hende ind paa kontoret. Straks han
hadde vist hende sæte, aapnet han stuedøren og
ropte ind: “Kom nu, mor, saa jeg faar gjøre dig
bekjendt med Miss Larsen!” Gjennem hans stemme
klang saa meget av virkelig uskrømtet glæde, at
Mabel blev varmere end hun allerede var.

Hele hendes opmerksomhet tokes i næste øieblik
av den kvinde som kom ind; for der var det ved
hende som uvilkaarlig fik folk til at reise sig og
bukke; og som Mabel nu stod der og hilste paa
hende, fik hun følelsen av at være kommet i
berø-relse med noget næsten overjordisk godt. Hele
skikkelsen gav indtrykket: den lysblaa kjole med
den skrupuløse hvite krave; den sølvtunge
haar-fylde, næsten usedvanlig i sin rikdom for en kvinde
saapas tilaars; øinene bar næsten haarets farve; men
farvetonen var her noget mere avdæmpet ved den
store mildhet som sjælen kastet gjennem dem. Det
rareste ved dette ansigt var dog rynkerne; der var
en stor mængde av dem, for hele ansigtet var
rynket; men de hadde lagt sig i slyngninger saa
underlig bløte og mykt bøide, at det var mest som
freden sat i hver rynke og smilte. Hele skikkelsen
som den nu stod der noksaa høi og noget fyldig,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:25:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/roeglemte/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free