TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. -1 Tryggevælde-stenen i Sjæland og kamal på Lötstaholm- stenen (Dybeck Stockh. 204, Lilj. 558). At F bruges til at udtrykke a foran næselyd, må vistnok have sin grund deri, at runens navn dss (d. e. åss) oprindelig 1öd ansus og at n i dette ord længe holdt sig som en nasal ud- tale af a; se min udvikling i Tidskrift for philologi og pædagogik VII, 315. At åa foran n og m engang blev udtalt med næselyd, tör man antage, når vokalen kun i dette tilfælde blev udtrykt med k, medens den ellers ud- tryktes ved dr-runen; men skrivemåden kunde jo ved tradition bevares, efter at næseudtalen havde tabt sig). I uaki d 1. 2 d. e. vangi er & kort skrivemåde for FK, idet denne indskrift, som mange andre, undlader at skrive foran Y. Ligesom det af a ved i-omlyd opståede æ ellers udtrykkes ved dr-runen, således måtte æn efter Rök- indskriftens skrivemåde udtrykkes ved FI og æng ved KV; eksempel på det sidstnævnte giver traki e 1. 2 d.e. drængi. Fremdeles er runen Ik i denne indskrift altid brugt i forholdsordet å (a 1. 5.061. 2. d 1.3) d.e. å, som tid- ligere löd an och hvor altså, ligesom 1 runenavnet, « oprindelig stod foran m, der senere blot holdt sig som en udtale af vokalen gjennem næsen, indtil endelig også denne forsvandt og kun vokalens længde vidnede om, at der engang efter vokalen havde været hört en nasal. En oprindeligere skrivemåde af samme forholdsord for- moder jeg i an d 1.2. Endelig forekommer os-runen efter min formodning to gange i infinitivs endelse: e 1. 2 læser jeg knua og på den kantside, som har kvistruner, flua : ) At uamup er skrevet med a, ikke med 2, uagtet m fölger efter, må have sin grund deri, at navnet er sammensat og at m begynder andet led. Om nasalvokaler i gammelnordisk se Lyngby 1 Tidskrift for philo- logi og pædagogik II, 317 f.; Gislason i Tidskrift for philologi VI, 255 anmærkn. 2; Rydqvist, Svenska språkets lagar IV, 532—338; Johannes Schmidt, Zur gesehichte des indogerman. vocalismus s. 46 f.: Wimmer, Altnordisehe grammatik s. 3.