137 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 137 skulde være overfört på stridbare mænd. Heller ikke kan jeg, uagtet goti hest i sin oprindelse falder sammen med entalsformen af folkenavnet Gotar, tro, at skaldene kaldte en hest goti, fordi Goterne i almindelighed havde. de bedste heste; ti den norröne digtning synes tydelig "at "pege hen på en anden betydningsudvikling. Gjukun- gen Gunnar, der kaldtes Goternes konge”), "havde nemlig en hest Goti*), der ved dette navn var betegnet som en gotisk hest. Og fordi nu dette navn var vel kjendt fra den heroiske digtning, blev det af skaldene overfört til at tjene som betegnelse for enhver hest, ligesom navnet på Odens ganger Sleipnir, på Sigurd Fåvnesbanes Grani, Hognes Hölkvir, Atles Glaumr o. s. v. Ligeså betegner Skiöldungr og Budlungr egentlig hövdinger af bestemte i sagnet navnkundige ætter, men skaldene bruge dem i mere almindelig betydning: konge, hövding. En sådan appellativisk brug af de anförte nåvne kunde först op- stå, efterat de 1 sin egentlige særlige betydning gjennem lange tider ofte havde været nævnte i sagn og digt; Goti kunde i skaldesproget ikke blive udtryk for enhver hest, förend digtningen om Gjukungerne var gammel og vel kjendt hos folket. Hvis min mening om ordets op- rindelse er den reite, synes altså ordet kuta på Rök- stenen (hvilket man ingen grund har til at betragte som lån fra et andet nordisk lands skalde) dt forudsætte, at digtningen om Gjukungerne allerede længe för den tid, på hvilken Rök-stenen blev reist, var kjendt i Sverige; og man tör kanské endog tænke sig, at den der gjen- nem en længere udvikling, efterat ældre kvæder om samme æmne var trængte tilbage, havde skudt frem i en digtform, der i mange hoveddrav var ensartet (men » Se f. eks. Grimildr gotnesk kona Guör. II, 17. å ?) Gunnarr reid Gota heder det i Völsungasaga cap. 27 tydelig efter et gammelt kvæde og i Kålfsvisa (Snorra Edda I, 484; Sæmundar Edda i min udgave s. 334).