141 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. - 141 på den döde Våmödr, på hans fader Varinn og farfader Vilinn: fremdeles Valki(?), Rugulfr, Håisl, Hærvadr(?). De forhold, i hvilke Våmod i indskriften er stillet, vil da efter den nævnte formodning ikke tilhöre den tid, på hvilken stenen er reist, (midten eller slutningen af 10de århundred?), men en langt fjærnere tid. Helten kaldes folkekonge (piaurikr), uden at vi kan sige noget bestem- - tere om denne kongemagts betydning udad (i forhold til Sveakongen) eller indad. Hans folk kaldes Reidgoter, og han siges at herske over Reidhavets strand. Dette sy- nes, som för nævnt, at antyde, at man ved oldtidens sluthing i Sverige tænkte sig Reidgoterne også som Göta-. lands befolkning i en tidligere periode, der da, vel falder indenfor den tid, som vi efter de jordfundne sager kalde den ældre jærnalder. Sagnet og digtningen har sagtens nævnt Reidgoterne som Våmods folk, og af sagnet er mulig også de ham tillagte heltegjærninger tagne. Det betegnes ikke tydelig, hvor og mod hvem den strid stod, i hvilken Våmod faldt; men intet antyder, at det har været en strid mellem Göter og Svear. Han synes at have kjæmpet mod 20 konger eller vikinge- hövdinger, som i flere år havde holdt til i Sjæland. Når runeristeren på stenen også har indhugget ru- ner af den længere række, der ikke var en på hans'egen tid brugelig skrift, tör dette efter det foregående mulig opfattes så, at man anså disse tegn for den for Våmods tid eiendommelige skrift. Det er da naturligt, at man også har benyttet sig af en rigtig gammeldags sprog- form, som den hörtes i de heroiske digte. Hvis disse formodninger om Rök-stenen er rigtige, må det jo indrömmes, at indskriften som sprogmindes- mærke får et noget betinget værd. Sproget er nemlig ikke i det hele det, som var almindeligt på den tid, da navne. Også de stavlöse Helsinge-indskrifter fra kristelig tid indeholde mange mandsnavne med et ældgammelt præg.