Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et kapitel av Ane Sofies barndom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
vel, naar hun hadde stirret en stund paa dem,
saa slog han dem op og saa paa hende!
Og rundt om panden hadde han en krans
av torner, de var mindst fem gange saa store
og skarpe som dem, der vokser paa nype-
rosernes stilker om sommeren. De trykket
like ind i kjødet paa ham, saa store tunge
blodsdraaper dryppet ham nedover ansigtet.
Ane Sofie hadde saa længe hun husket til-
bake gaat i en skjælvende angst for det bil-
ledet. Jesus kunde jo se helt ind i sjælen
hendes han — og alle menneskenes tanker
var bare synd, hadde moren sagt ...
Men idag kunde hun staa saa længe hun
vilde og stirre paa putevaret; bakenom var
billedet, men nu saa hun det ikke. Derfor
satte hun hænderne i siden og var trodsig i
det lille spidse ansigtet.
Ja, her var rigtig blit snodig i stuen siden
far var død og laa paa likstraa herinde. Der
stod kisten mitt paa gulvet paa to høie skam-
ler; han laa der saa stille med knepte hænder.
r
— —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
