Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
hendes Terne. En lille buttet Terne med røde
og hvide Kinder og gult Haar, ogsaa af Porcelæn,
det fineste københavnske Porcelæn, hun hedder
Jomfru Jensen.
Til Hest er Vendela stolt og modig, paa Jagt
er hun ivrigere end den jagtivrigste Mand, men
her oppe i sit Jomfrubur er hun saa spæd, saa
fin, som det sarteste Sévres.
Slet ikke til at røre ved.
Og saa var der dog en, der havde, — der
havde kysset hende, og hvad værre var, hun
havde kysset ham.
Hun sendte Porcelænsjomfruen bort. Hun
kunde maaske se paa hende, at — —.
Prinsessen sad for Spejlet, slog ud sit gyldne
Haar.
Det brused om hendes Hoved, det flød over
hvide Skuldre og over den knoppende Barm.
Der steg en berusende Duft fra de fagre
slyngede Lokker.
Han bøjed sit Hoved mod hendes, hans
Læber brændte som Ild.
Og saa kyssede han Prinsessen, og Prinsessen
kyssede ham.
Det skulde Prinsessen ikke have gjort. Hvorfor?
Strengt taget har man vel nok Lov til at
kysse en kon Fætter, naar man godt kan lide
ham, og naar nu alting føjer sig saadan, at man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
