Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 I 8
»Jeg siger ikke mere, Vendela. Nu har jeg
sagt, hvad jeg vilde. Men tænk paa det, min
Pige. Du ved ikke, hvor det lettede mig, at jeg
fik det sagt. Jeg vil blot sige det, Du. Ikke
noget som helst andet. Blot sige det, ikke tale
med Dig derom. Du skal selv tænke. Men Du
maa ikke tænke for længe. Gaa, min Pige, vi
taler ikke mere om det.«
Taarerne stod ham i Øjnene. Han viskede
dem bort. »Her ligger man og bliver Ærtekælling
— skam sig, gammel Soldat — gaa min Pige,
gaa, og Gud velsigne Dig.«
Vendela gik, og hun tænkte over Sagen, som
Onkel Rudolf bad hende. Forst med nogen
Bitterhed. Saaledes formede Livet sig altsaa for
hende. Alt det uanede, det herlige, som man
næppe dromte om, det skulde ikke komme.
Paa sin gamle Onkels Bon skulde hun vælge
sin Brudgom, den, der bedst vilde værge hendes
Fædreneborg, Bjorno.
Vistsaa, Bjorno skal tage til Ægte.
Og besynderlig nok, to Ting ærgrede hende,
fyldte hendes Sind med Bitterhed. Dette, at hun
ikke elskede Hugo saa hojt, at hun bragte et Offer
ved at foje sin doende Onkel Dernæst, at hun
holdt saa meget af Flemming, at det ikke rigtig
blev noget Offer, om hun tog ham.
Holdt hun lige meget af dem begge to?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
