Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
Klæder, hans Konge havde givet ham Ret til at
bære, at spænde sit Værge ved Lænd og gaa til
Herrens Hus paa den Højtidsdag, som han
aarevis havde set i Møde.
Aldrig havde gamle Baron følt stoltere Glæde,
aldrig dybere Taknemmelighed mod den strenge
Herre deroppe. Derfor gik han saa let, derfor
lyste Smilet om hans Læbe. Og medens Orgelet
lod som frejdige Fuglestemmer i den lyse Skov,
medens Vaarsolen skinnede saa lyst gennem, de
høje Vinduer, skred han sin sidste stolte Gang
mellem de hvide Stolerader, hvor Slægtens Vaaben
prangede i Guld og Farver, mellem Naboer og
Godsets Folk, der bøjede deres Hoved i Beundring,
under dybeste Tavshed, vel vidende, at der oppe
i den gamle Stue, ved den simple Feltseng under
højsalig Kong Frederik den 6tes Billede, sad
Manden med Leen svøbt i sit hvide Lin, med
Timeglasset i sin Haand og ventede ham.
Og Bruden knælede for Slægtens gamle
Husalter ved Brudgommens Side, medens de hellige
Ord lød gennem det lyse, festligsmykkede Kapel,
de Ord der sagde Vendela Ahrenfeldt og
Flemming Juel rette Ægtefolk at være.
Ingen smilede med lysere Smil end den gamle,
der gav Bruden hen. Og Orgelet tonede atter
Brudemarchen med de klingre Toner gennem
Rummet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
