Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
•
Sistovo, Juli 1877.
Jeg står i den store ambulance i Sistovo i
egenskab af hjælpelæge. Jeg udøver mit kald under
fortvilede vilkår. Vi mangler så meget, og vore
nyttige forholdsregler blir somoftest uden resultat,
som følge af den uorden her hersker. Jeg skal ikke
skildre Dem den melankoli og nedslagenhed, som i
mit sind har trådt istedenfor den første tids tillids
fuldhed.
Å, noget så rædselsfuldt og dumt som krig!
På afstand syntes den mig et herligt sonoffer. Nær
ved ser jeg tydelig, hvad den virkelig er, en übe
hændig slagtning. Krigen slipper løs vilddyret, som
er inde i os; egoismen og vildskaben gives frit løb.
Jeg havde troet, at her var da ialfald den sociale
uretfærdighed mildnet gjennem de felles savn. Intet
steds træder den én mere sårende imøde. De små
bliver kynisk ofret for at tilfredsstille de stores ær
gjerrighed, deres forfengelige kappelyst, deres hemme
lige intriger. Disse Bulgarere, som vi skal befri,
er vist meget lykkeligere end vort eget folk. De
modtager os koldt, ser ligegyldig på, at vi dør. Vi
er jo kommet hid for deres skyld. Vore soldater
viser en beundringsværdig tapperhed; men intet er
mere oprørende for fornuften end denne unyttige
heroisme.
Jeg føler en moralsk og fysisk væmmelse, som ved
at se en gal, uden nogen grund, iblinde, skjære halsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
