Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fyrsternes Rusland - 5. Vladimir den Hellige og Jaroslav den Store (972—1054)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
46 Vladimir den Hellige.
polk af Broderen Oleg, der paa sin Side atter faldt for
Vladimir. Vladimir beilede til Rogneda, Datter af Varegen
Rogvolod, der herskede i Polozk, men hun svarede, at
hun aldrig vilde tage en Slavindes Søn til Ægtefælle.
Vladimirs Moder var i Virkeligheden Slavinde, hvad der
iøvrigt ikke havde afholdt hans Fader fra at ligestille ham
med hans Brødre. Rasende over denne Krænkelse plyndrede
Vladimir Polozk, dræbte Rogvolod og hans to Sønner og
tvang Rogneda til Ægteskab. Efter Mordet paa Jaropolk
tog han dennes svangre Enke, en smuk græsk Nonne, der
var hjembragt som Fange fra et Krigstog mod Byzants,
til Hustru, og han havde desuden tre andre Hustruer, der
havde skjaenket ham Sønner.
Denne til de heftigste Lidenskaber hengivne Barbar
havde religiøse Tilbøieligheder. Hans Regjering indviedes
med en Gjenoprettelse af det slaviske Hedenskab, men de
gamle Guders Tid var forbi, og han følte, at han trængte
til en anden Tro. Nu fik han, som Nestor fortæller, det
Indfald at undersøge, hvilken Religion der var den bedste.
Muselmændene, Jøderne og Katholikerne bleve hørte eller
opsøgte ved Afsendinge. Vladimir vilde hverken vide
noget af Islam, der foreskriver Omskjærelse og forbyder
Nydelsen afVin, «der er Russernes Glæde», eller af Jøde
dommen, hvis Tilhængere, fordrevne fra deres Fædreland,
flakkede adspredte om i Verden, eller af Katholicismen,
der forekom ham at mangle ceremoniel Pragt. Derimod
vendte Gesandterne opfyldte af Beundring tilbage fra Kon
stantinopel. Den hellige Sofiakirkes Glans, Præsternes
skinnende Dragter, Ceremoniernes Pragt, der forhøiedes
ved Keiserens, Hoffets, Patriarkens og en talrig Geistligheds
Nærværelse, Røgelsen, de fromme Sange, Alt havde ind
virket stærkt paa Barbarernes Indbildningskraft. Endelig
fik en sidste Bevæggrund Bugt med Vladimirs Skrupler.
«Hvis den græske Religion ikke var den bedste,» sagde
hans Bojarer, «vilde din Bedstemoder, Olga, den viseste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
